Danmark vil klare FN-mål med partnerskaber

»Vi vil opfylde FN's verdensmål om bæredygtighed ved at samarbejde mellem myndigheder, virksomheder og civilsamfundet,« siger finansminister Kristian Jensen.

Finansminister Kristian Jensen. Fotograferet i Finansministeriet i Slotsholmsgade, den 27. februar 2017.. (Foto: Sofie Mathiassen/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Danmark satser på vækst og velstand, samspil mellem mennesker, miljø og klima samt at skabe trygge og fredelige samfund, når vi skal opfylde FN's verdensmål for bæredygtighed.

Det siger finansminister Kristian Jensen (V).

»Noget af det, Danmark er kendt for i verden, er vores åbenhed over for foreninger og ngo'er. Vi har et langt tættere samspil mellem politikere og befolkning end mange andre lande,« siger Kristian Jensen.

Fredag fremlægger han og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i FN Byen i København en handlingsplan for at opfylde FN's mål for bæredygtighed.

I september 2015 stod målene i centrum for FN's topmøde i New York. De forpligter FN's 193 medlemslande.

Målene blev vedtaget, da tidligere finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) var formand for FN's generalforsamling.

Partnerskaber bør bygges mellem myndigheder, virksomheder og foreninger i civilsamfundet, mener finansministeren.

Finansministeren erkender, at FN har sat meget ambitiøse mål for verdens udvikling indtil 2030. Men det er ikke umuligt at nå i mål, mener han.

»Fra 2000 til 2015 viste vi, at vi kan nå frem, når verden står sammen. Danmark må være med til at sikre en verden uden fattigdom og med ligestilling mellem kønnene«, siger Kristian Jensen.

Regeringen vil årligt følge, hvordan det går med målene. Handlingsplanen har 37 danske målsætninger.

Alle verdens lande skal opfylde målene. Det gælder ikke kun udviklede i-lande som Danmark, fastslår Ulla Tørnæs.

»Verdensmålene sætter en retning for, hvad det er for en verden, vi ønsker. Verdensmålene gælder for alle: Danmark, Kenya, Vietnam, Brasilien,« siger Ulla Tørnæs.

Danmark yder traditionelt især ulandsbistand til fattige og kvinder. Men verdensmålene handler ikke kun om ulandsbistand. Det drejer sig også om internationale partnerskaber, påpeger udviklingsministeren.

»Handlingsplanen er rammen for, hvordan vi kan få 1 + 1 til at give 3. Så vi kan få civilsamfundet, virksomheder og myndigheder til at samarbejde. Så vi kan få langt mere ud af vor udviklingsbistand,« siger Ulla Tørnæs.