Danmark støtter retssag mod EU-Kommissionen om kemi-nøl

EU-Kommissionen er blevet trukket i retten af Sverige for at sylte kriterier for hormonforstyrrede stoffer. For at øge presset på EU går Danmark nu også ind i sagen, fortæller miljøminister Kirsten Brosbøl.

Sverige har trukket EU-Kommissionen i retten, fordi kommissionen endnu ikke har vedtaget fælles kriterier for, hvornår et stof er hormonforstyrrende, hvilket skulle være sket for mere end et år siden. Og for at øge presset på EU tilslutter Danmark sig nu sagen, fortæller miljøminister Kirsten Brosbøl (S).

»De hormonforstyrrende stoffer mistænkes blandt andet for at være en medvirkende årsag til testikelkræft, dårlig sædkvalitet og tidlig pubertet hos piger. Derfor skal der være styr på stofferne, og vi skal have kommissionen til at levere de kriterier, den skylder. Derfor går Danmark nu ind i sagen, så vi er flere om at lægge pres på,« siger Kirsten Brosbøl.

I øjeblikket bruges der nogle midlertidige kriterier til at bestemme, om et stof er hormonforstyrrende, hvis det skal bruges i sprøjtemidler eller hverdagsgifte, også kalder biocider. De midlertidige kriterier er dog efter Miljøministeriets vurdering ikke sikre nok, og derfor er det vigtigt, at kommissionen fastsætter nogle mere sikre kriterier, mener Kirsten Brosbøl.

»Det vigtigste for mig er at beskytte de danske forbrugere mod de hormonforstyrrende stoffer. Med de midlertidige kriterier, vi har nu, bliver mennesker, dyr og miljøet ikke beskyttet godt nok. Det vil jeg ikke acceptere, og derfor skal vi nu have de kriterier på plads,« siger hun.

Samtidig afviser miljøministeren, at det kan stille Danmark i et dårligt lys i Bruxelles, at regeringen nu går aktivt ind og støtter svenskernes sag:

»Det her er en principiel sag, og jeg ved også, at Europa-Parlamentet overvejer, om det også skal gribe ind på Sveriges side, da der er tale om en sag, hvor kommissionen simpelthen ikke har levet op til dens løfter,« siger hun.

Sverige hev i juli sidste år EU-Kommissionen i retten for manglende overholdelse af reglerne om biocider.

Sagen kører nu ved EU-Domstolen, og det er uvist, hvornår der kommer en afgørelse.