Danmark støtter europæisk register over flypassagerer

EU's justitsministre diskuterede nye metoder i kampen mod terror på et møde i Lissabon mandag. Blandt forslagene er et register med oplysninger om flypassagerer

Ved at gemme oplysninger om flypassagerer håber EUs retskommissær, Franco Frattini, på at stramme nettet om eventuelle terrorister. På et møde i Lissabon mandag diskuterede EU's justitsministre Frattinis forslag om at oprette en europæisk udgave af det register over oplysninger om flypassagerer, som findes i Canada og USA. Fra Danmark er der opbakning til idéen. Justitsminister Lene Espersen (K) understreger, at forslaget stadig er meget ukonkret, og at det ikke er sikkert, at det europæiske system skal have den samme detaljegrad som det amerikanske.

- Man kan sige, at ens navn, hvor mange stykker bagager man har, hvilket sædenummer man skal sidde på og hvor man flyver hen, det er jo de færreste mennesker, der synes, det er et stort problem, at politiet får adgang til det. Det ved alle i flyselskabet jo i forvejen. Det er mere de følsomme oplysninger, bestemte madvaner, og om du har et handicap, som der har været en diskussion omkring, sagde hun.

/ritzau/