Opdateret

Danmark sender panserværnsvåben til Ukraine

Op til 2700 skulderbårne panserværnsraketter bliver doneret til Ukraine, oplyser Mette Frederiksen søndag.

Statsminister Mette Frederiksen og forsvarsminister Morten Bødskov præsenterede søndag aften beslutningen om at sende våben til de ukrainske styrker i kampen mod den russiske invasion. Nikolai Linares

Danmark donerer op til 2700 panserværnsvåben til Ukraine.

Det er et bredt flertal i Folketinget enige om, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et kort pressemøde søndag aften om situationen i Ukraine.

Der er tale om skulderbårne panserværnsraketter, der kan bruges på kortere afstande mod blandt andet pansrede køretøjer, uddyber forsvarsminister Morten Bødskov (S).

Våbnene kommer fra Forsvarets operative beholdning, hvor forsvarschef Flemming Lentfer har vurderet, at det er forsvarligt, at de kan undværes, lyder det videre.

- Vi skal hjælpe Ukraine og den ukrainske befolkning at, hvad vi kan. Og det haster, siger Mette Frederiksen (S) på pressemødet.

- Det er første gang i nyere tid, at Danmark donerer våben til et land i krig

Samtidig bliver dele af 300 Stinger-missiler, der er lagt til bortskaffelse, givet til USA, som kan gøre dem operative.

Våbnene er endnu ikke afsendt, men er ved at blive pakket til transport.

Mette Frederiksen siger videre, at Danmark i fremtiden vil bruge "markant flere penge på dansk forsvar".

Samtidig forventer hun, at der vil komme endnu flere sanktioner mod Rusland i fremtiden.

/ritzau/