Danmark sender bidrag til at overvåge Nordkorea

Et bidrag på en million kroner skal hjælpe med at skabe fred og sikkerhed på den koreanske halvø.

Foto: KCNA VIA KNS. Danmark vil bidrage med en million kroner til at støtte det Internationale Atomenergi Agenturs overvågning af Nordkorea. Bidraget skal sikre fred og sikkerhed på den koreanske halvø. Her ses Kim Jung-un, den nuværende leder af Nordkorea, under en atomprøve.
Læs mere
Fold sammen

København. Danmark sender et bidrag på en million kroner til det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA), skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Bidraget skal støtte agenturets overvågning af Nordkoreas nukleare aktiviteter. Derudover skal det bidrage til, at agenturet kan sende inspektører til Nordkorea, hvis det i fremtiden bliver muligt.

Fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) lyder det om bidraget:

- Nordkoreas adfærd er dybt bekymrende. Styrets handlinger truer sikkerheden både regionalt og globalt og strider mod en række resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd.

- Det kan vi som internationalt samfund ikke acceptere, siger han i en pressemeddelelse.

Regeringen sender herudover en til to stabsofficerer til FN-indsatsen, United Nations Command (UNC), på den koreanske halvø.

- Med de nye bidrag sender vi et vigtigt signal om, at Danmark bakker op om indsatsen for at skabe fred og sikkerhed på den koreanske halvø, siger Anders Samuelsen.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) udtrykker også glæde over at bidrage til sikkerheden på den koreanske halvø.

Han understreger derudover, at Forsvarets deltagelse i større øvelser i Sydkorea giver vigtig viden.

- Begge typer af bidrag vidner om et dansk forsvar, der fleksibelt og meningsfyldt kan bidrage dér, hvor der er behov for det, siger han i en pressemeddelelse.

/ritzau/