Danmark opruster ved EF-Domstolen

Danmark er i år blevet markant mere aktiv i forsvaret for danske interesser ved EF-Domstolen, hvor udlændingeloven er under pres. DF beskylder regeringen for at have fortiet problemet.

Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, lover, at statsminister Anders Fogh Rasmussen går en hård tid i møde, hvis ikke han øjeblikkeligt tager et opgør med EF-Domstolen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Antallet af sager ved EF-Domstolen, hvor den danske regering har forsøgt at gøre sin indflydelse gældende i håbet om at påvirke udfaldet, er steget markant i takt med domstolens voksende indflydelse i Danmark og resten af EU. Ifølge Folketingets hjemmeside har Danmark i år allerede deltaget i mere end 20 sager af såkaldt »principiel karakter«, og dermed når man formentlig op på mere end 30 sager for 2008. I hele 2007 drejede det sig ifølge en opgørelse fra Udenrigsministeriet til Folketingets Europaudvalg kun om 15 sager.

»Ligesom de øvrige EU-lande er også Danmark blevet mere flittig med at trække en streg i sandet over for EF-Domstolen, så domstolen ved, hvor stor en opposition den er oppe imod,« siger EU-eksperten Hjalte Rasmussen.

Den seneste sag var den såkaldte Metock-sag fra Irland i forrige uge, hvor EF-Domstolen afsagde en kendelse, der indebærer, at flere EU-lande i fremtiden må acceptere et øget antal familiesammenføringer mellem EU-borgere og disses ægtefæller fra lande uden for EU. Den 3. juni advarede Danmark kraftigt imod dét udfald:

»Man vil herved fuldstændig udhule medlemslandenes nationale regler om indvandring fra tredjelande herunder familiesammenføringer med statsborgere fra tredjelande. Efter regeringens opfattelse er det klart, at dette på ingen måde har været Rådets hensigt,« sagde vicekontorchef i Udenrigsministeriets kontor for EU-ret Bolette Weis Fogh 3. juni i Luxembourg, hvor i alt 13 dommere behandlede den principielt vigtige sag.

Selvom Danmark altså har øget indsatsen for indflydelse på dommene fra EF-Domstolen, beskylder Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, nu regeringen for at have dækket over hullet i udlændingeloven og for at have bagatelliseret problemerne i den offentlige debat.

»Vi har været helt opmærksomme på den her udvikling, men regeringen har i lyset af manglende bevågenhed blot ladet det køre. Ganske enkelt. Regeringen har vurderet, at det opdager befolkningen nok ikke,« siger Pia Kjærsgaard i et interview med Berlingske Tidende.