Danmark ønsker større aktindsigt i EU

EU's institutioner bør forbedre borgernes aktindsigt. Reglerne bør omfatte alle institutioner, og flere eksperters navne skal offentliggøres, mener Danmark.

EU skal sikre mere åbenhed, så borgerne får bedre aktindsigt i dokumenter fra alle EU-institutioner. Samtidig skal der offentliggøres navne på flere eksperter i EU's komitéer og arbejdsgrupper.

Det foreslår Danmark i regeringens høringssvar til EU-Kommissionen, som den 31. juli slutter sin høring om aktindsigt.

Regeringen foreslår Kommissionen at se på Århus-konventionen. Den sikrer borgerne oplysninger om miljø og kunne udbredes til andre sagsområder. Danmark prioriterer større åbenhed i EU, hvor regeringen skal arbejde for fuld aktindsigt. Det anbefalede Folketinget i maj sidste år. Desuden vedtog EU-topmødet i juni i år, at aktindsigt skal indgå i reformtraktaten.

/ritzau/