Danmark modsætter sig selvstændigt Tibet

Danmark modsætter sig selvstændigt Tibet og vil overveje kommende besøg fra Tibets leder, Dalai Lama. Aftale normaliserer forhold til Kina. Knæfald, siger DF.

Danmark vil modsætte sig tibetansk selvstændighed og "nøje overveje" Kinas reaktion, før man igen byder Tibets åndelige leder, Dalai Lama, indenfor.

En erklæring med det indhold er onsdag aften godkendt i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn og vil blive afleveret til kineserne.

- Vi har ikke sagt, at vi ikke vil møde ham igen. Vi har sagt, at et-Kina-politikken står vi ved, og et-Kina-politikken betyder også, at vi ikke kan gå ind for tibetansk selvstændighed. Men vi kan fortsat arbejde for tibetansk kultur og religion og den autonomi, der er tale om i Tibet, siger udenrigsminister Per Stig Møller efter mødet i nævnet.

Dermed vil forholdet til Kina blive normaliseret, efter at kineserne i foråret blev vrede over, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i foråret mødtes med Dalai Lama, og blandt andet aflyste en række danske ministerbesøg og erhvervsdelegationer.

Et bredt flertal af Folketingets partier bakker op om erklæringen.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten står dog udenfor. DF's udenrigsordfører, Søren Espersen, kalder den for et knæfald

- Der er tale om et knæfald for Kina, måske nærmest på kinesisk diktat. Vi har ændret vores kinapolitik til, at vi ikke alene ikke godkender en eventuel tibetansk selvstændighed, men direkte modsætter os det, siger Søren Espersen.

Det er det lille engelske ord "oppose" der betyder "modsætte sig" på dansk, som DF nægter at godtage. Ifølge Søren Espersen betyder det, at Danmarks politik overfor Kina reelt ændrer sig fra passiv accept af Kina inklusiv Tibet som én stat til, at man aktivt vil modarbejde tibetansk selvstændighed.

I Udenrigsministeriet er det opfattelsen, at Danmarks politik overfor Kina er uændret.

/ritzau/