Danmark køber yderligere 16 F-35-kampfly og investerer samtidig 27,4 milliarder kroner i Arktis og Nordatlanten.

Det sker i den anden delaftale om Arktis og Nordatlanten, som regeringen og forsvarsforligskredsen har indgået fredag aften.

I aftalen afsættes 29 milliarder kroner til anskaffelsen af 16 nye F-35-kampfly.

På den måde vil den samlede flåde af kampfly komme op på 43 F-35-kampfly.

Med den forventede anskaffelse af yderligere 16 F-35-kampfly foretager Danmark en "historisk styrkelse" af Forsvaret, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

- Jeg besøgte USA i juli, hvor jeg drøftede muligheden for hurtigt at anskaffe yderligere F-35-kampfly med chefen for det internationale F-35-kampflyprogram.

- Den mulighed er der nu afsat midler til at forfølge, så vi kan lave en anskaffelse, der styrker opbygningen af Forsvarets kampkraft både hurtigt og markant, siger forsvarsministeren.

Som en del af investeringerne i kampflyene lægges der op til at anskaffe våbensystemer, flysimulatorer og yderligere bemanding.

Danmark råder aktuelt over 15 F-35-kampfly på dansk jord, mens seks er placeret på en uddannelsesbase i USA.

Leveringen af de sidste kampfly fra den nuværende bestilling på 27 kampfly forventes leveret i 2026.

Herefter skal de 16 nye F-35-fly leveres, og den samlede kapacitet forventes at være fuldt operativ i 2027, lyder det.

Investeringer på 27,4 milliarder kroner i Arktis og Nordatlanten er sket i tæt samarbejde med det færøske landsstyre og Grønlands regering, Naalakkersuisut.

Investeringerne i Arktis og Nordatlanten indebærer et nyt hovedkvarter for Arktisk Kommando i Nuuk og et nordatlantisk søkabel mellem Grønland og Danmark.

Desuden indeholder delaftalen indkøb af to yderligere arktiske skibe, flere droner og maritime patruljefly.

- Forsvarets opgave er at varetage sikkerheden i hele Kongeriget. Og om nødvendigt at forsvare Grønland, Færøerne og Danmark i rammen af Nato i alle domæner. Med aftalen om de nye anskaffelser styrker vi Forsvarets kampkraft og opgaveløsning i Arktis og Nordatlanten markant, siger forsvarschef Michael Hyldgaard.

Forligskredsen har samlet set lavet aftaler og investeringer for omkring 350 milliarder kroner, siger Troels Lund Poulsen.

Regeringen vil i begyndelsen af 2026 præsentere en plan for yderligere finansiering i forsvar og sikkerhed, lyder det fra forsvarsministeren.

/ritzau/