Danmark giver millionhjælp til Boko Harams ofre

Gennem Røde Kors og FN sender Danmark nu 12,5 millioner kroner af sted til ofrene for den kraftigt forværrede humanitære situation i Nigeria og nabolandene.

Foto: -.
Læs mere
Fold sammen

Som følge af den ekstremistiske gruppe Boko Harams angreb på civilbefolkningen i det nordlige Nigeria sender Danmark nu 12,5 millioner kroner af sted til støtte for de mange ofre.

De voldsomme angreb har blandt andet forårsaget massive fordrivelser fra landdistrikter til hovedbyer i det nordøstlige område og til nabolandene Niger, Tchad og Cameroun.

Og ofrene har hårdt brug for hjælp, fastslår handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S):

»Vi skal vise vores solidaritet med de ramte familier og bidrage til, at de får mad, tøj, husly og mulighed for at komme igennem krisen. Nødhjælpsarbejderne i Røde Kors og FN gør et fantastisk stykke arbejde, som vi godt kan være stolte over at bakke op om. Det er fuldstændigt uacceptabelt, hvad der foregår, og det er vigtigt, at det internationale samfund står klar til at hjælpe i denne alvorlige situation,« udtaler Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

FN vurderer, at der er omkring 1,5 millioner internt fordrevne i Nigeria. Der er dog usikkerhed om tallene, da de fordrevne både huses i lejre og blandt lokalbefolkningen.

Tidligere torsdag viste satellitbilleder to byer i det nordlige Nigeria, som er forvandlet til ruinhobe. Amnesty International vurderer, at Boko Haram udraderede de to byer i et blodigt angreb i begyndelsen af januar.

Billederne viser ifølge BBC, at mindst 3.700 bygninger i de to byer Baga og Doron Baga er blevet forvandlet til ruiner.

Dødstallet er stadig ikke kendt, men tidligere har der ud fra vidneudsagn været nævnt, at op mod 2.000 kan være blevet dræbt.

Den ineffektive nigerianske hær har med jævne mellemrum forsøgt at trænge Boko Haram tilbage. I stedet kontrollerer bevægelsen i dag et areal på størrelse med Belgien. Terrorbevægelsen kæmper for at omdanne hele det nordlige Nigeria til en islamisk stat.