Danmark får sin første kvinde som Nato-ambassadør i 2018

Liselotte Kjærsgaard Plesner bliver i 2018 Danmarks første kvindelige ambassadør i Nato.

Lige nu er Liselotte Kjærsgaard Plesner Danmarks nuværende ambassadør i Østrig. Men i 2018 bliver hun Danmarks første kvindelige ambassadør i Nato.

Det oplyser Udenrigsministeriet.

Hun afløser Michael Zilmer-Johns, som bliver ny protokolchef i Udenrigsministeriet.

Alt det står fast, efter at Udenrigsministeriets ambassadørrokade for 2018 er faldet på plads.

Der bliver rokeret på en række ambassadørposter i udetjenesten i september 2018. Der vil også ske skifte på en række chefposter på Asiatisk Plads i København, hvor Udenrigsministeriet har adresse.

Rokaden for 2018 har været en stor kabale at få lagt med godt 50 stillinger i spil, skriver ministeriet på sin hjemmeside.

/ritzau/