Danmark får onsdag et nyt politisk danmarkskort

Ifølge måling står Socialdemokratiet til et godt valg i provinsen, men bliver klemt i byerne af venstrefløjen.

Mette Frederiksen (S) ser ud til at blive valgets helt store vinder og dermed Danmarks næste statsminister. (Arkivfoto). Nikolai Linares/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. Folketingsvalget vil onsdag give et nyt politisk danmarkskort.

Socialdemokratiet står til at blive størst og vinder frem i provinsen, mens partiet bliver klemt i centrum i de større byer ifølge en måling på dagen, hvor vælgerne skal stemme.

Det største oppositionsparti går eksempelvis tilbage med 2,2 procentpoint i Københavns Storkreds, men går frem med 5,2 procentpoint og bliver det største parti i Sydjyllands Storkreds.

Det viser en måling foretaget af Voxmeter for Ritzau.

Rune Stubager, der er valgforsker og professor ved Aarhus Universitet, ser det som en naturlig udvikling.

- Vi har tænkt på Socialdemokratiet som bypartiet traditionelt, men det er en udvikling, vi har set, at de bliver mast i storbyerne, særligt København og Aarhus, siger han.

Dansk Folkeparti må vige til fordel Socialdemokratiet og Venstre, da sidstnævnte vil generobre nogle områder uden for byerne.

- Vi vil formentlig se, at Venstre generobrer førstepladsen i de kredse, der er landdomineret uden de store byer, mens Socialdemokratiet kommer op på førstepladsen i mange kredse, hvor der er større byer.

- I centrum af de største byer vipper balancen igen, da venstrefløjen udfordrer dem, siger Rune Stubager.

Socialdemokratiet går tilbage i Københavns Storkreds, mens De Radikale går frem med 4,3 procentpoint, SF går frem med 3,2 og Enhedslisten med 3,9. Alternativet står til at få et ordentligt hug og går tilbage med 4,8 procentpoint.

S står til at få 20,1, mens Enhedslisten står til 20,3 procent af stemmerne, viser en måling, hvor 2067 er adspurgt.

- Det er nogle andre vælgere, der bor i centrum, og de har højere uddannelse, hvilket trækker i retning af de fire andre partier. Deres skifte på udlændingepolitikken svækker dem, når det kommer til vælgere med længere uddannelse, siger Rune Stubager.

Ved valget i 2015 talte man om det gule Danmark, da Dansk Folkeparti satte sig på en stor del af det politiske landkort, der tog farve efter partiets gule partifarve.

- Der bliver meget få om overhovedet nogen steder, hvor DF bliver størst, som det skete i Sønderjylland og Vest- og Sydsjælland ved sidste folketingsvalg, siger Rune Stubager.

/ritzau/