Borgerne skal have en bedre forståelse for beredskabet.
Derfor indføres en årlig national beredskabsuge, som skal medvirke til en ny og stærkere forståelse for beredskabet, hvor alle dele af samfundet skal være bevidste om deres rolle i fællesskabet. Det fremgår af en pressemeddelelse.
- Beredskabsugen skal gøre danskerne bevidste om, hvordan vi alle er en del af totalberedskabet - og hvad vores rolle er. Det gør vi bedst ved at inddrage alle, forberede os og øve os sammen, siger beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V).
Beredskabsugen vil få overskriften "Vi er der for Danmark" og gennemføres samme uge som den årlige sirenevarslingstest.
Det er i uge 19, og i 2026 vil der blive afprøvet forskellige tilgange og aktiviteter, som skal danne grundlag for fremtidens emneuge.
Det kan eksempelvis være strømfrie dage på skolerne, beredskabsplaner i virksomhederne og besøg fra det lokale beredskab.
Det skal skabe en styrket beredskabskultur og parathed i Danmark, hvor myndigheder, organisationer, erhvervsliv og civilsamfund står sammen med borgerne om opgaven.
Ugen er en del af totalberedskabet, som regeringen lancerede mandag.
Efter Den Kolde Krig gled modellen for et totalberedskab i baggrunden til fordel for et mere opdelt beredskab. Det betyder, at hver myndighed planlægger inden for egen sektor. Men fremover skal alle påtage sig et personligt ansvar.
Totalberedskabet betyder, at borgere, myndigheder, virksomheder og civilsamfundet skal kunne bidrage ved større hændelser, kriser, katastrofer og krig.
Ugen tager udgangspunkt i erfaringer fra Sverige og Norge, som viser, at bevidsthed om beredskab i høj grad kommer fra inddragelse og ejerskab ifølge ministeriet.
Mandag har regeringen også sagt, at man vil indføre en ny rigsfællesskabsuge i folkeskolen. Det er i uge 46.
Skolebørn skal lære om båndet til Grønland og Færøerne over en hel uge med temaundervisning.
/ritzau/