Danmark er verdens mindst korrupte land, men »vi har set sager, vi ikke burde se i Danmark«

Danske Banks hvidvask i en estisk filial. Britta Nielsens 111 mio. kroners privatforbrug der blev finansieret direkte af Socialstyrelsens pengekasse. Svindel og offentlig bestikkelse fra it-virksomheden Atea og Region Sjælland. Det er åbenbart eksempler på verdens landes mindste problemer, for Danmark ligger igen på førstepladsen på Transparency Internationals liste over verdens mindst korrupte lande i 2018.

Listen remser i alt 180 lande hvor Danmark stadig sammen med New Zealand ligger i top og lande som Somalia og Syrien ligger i absolut bunden. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Sidste år måtte vi for første gang siden 2012 se os dumpe til en andenplads og lade New Zealand komme op på sejrsskamlen. Dengang lød forklaringen fra Transparency International Danmark at de mere og mere lukkede systemer ind til magthaverne var årsagen.

»Indekset er ikke overfølsomt over for enkeltsager,« forklarer Natascha Linn Felix, som er formand for Transparency International Denmark til Berlingske.

Michael Astrup Jensen, der er udenrigsordfører for Venstre mener, at »det er jo den største hæder, som Danmark kan få.«

Han er ikke i tvivl om, at prisen er fuldt fortjent, når man sammenligner med med andre lande.

»Det viser noget om, at vi i Danmark har tillid til hinanden, og til de politiske institutioner vi er fælles om. Jeg tror, at det i den forbindelse betyder rigtig meget, at der er meget kort mellem politikerne og befolkningen. De folkevalgte lever ikke i en kaste for sig, men er ganske almindelige mennesker, som må leve med kø på motorvejen ligesom alle andre. Her er ikke noget med politieskorte og VIP-indgang, og det, tror jeg, er rigtig sundt for både demokratiet og for et samfund,« siger Michael Astrup Jensen.

Erhvervsordfører for Socialdemokraterne Thomas Jensen kalder det en »dejlig« nyhed, men minder om, at den genvundne førsteplads ikke skal bruges som en sovepude.

»Vi har set sager, vi ikke burde se i Danmark,« siger han, og hentyder konkret til flere sager i skat og Atea-sagen, hvor topfolk i den norsk it-virksomhed og Region Sjælland svindlede for milliarder.

»Det er noget, der har trukket rigtigt meget ned for Danmark. Men jeg tror samtidig også, at når der kommer sådan nogle sager, så er det med til at give de offentlige arbejdsgivere en reminder om, hvad der er gældende lovgivning på området, så der ikke er nogen der er i tvivl om, hvordan man skal agere,« siger Thomas Jensen og fortsætter:

»Det er godt at de offentligt ansatte de ved at de er de bedste i verden til at agere korrekt overfor leverandører og samarbejdspartnere, så det skal vi være rigtigt glade for.«