Danmark er klar med sanktioner mod Rusland

Giftangrebet i engelske Salisbury 4. marts var rettet mod den tidligere russiske dobbeltspion og hans datter.

Foto: KIRILL KUDRYAVTSEV. Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) vil på pressemøde klokken 15 oplyse om Danmarks sanktioner mod Rusland efter giftangreb mod russisk eksspion i Storbritannien. / AFP PHOTO / Kirill KUDRYAVTSEV
Læs mere
Fold sammen

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) vil på pressemøde klokken 15 oplyse om Danmarks sanktioner mod Rusland efter giftangreb mod russisk eksspion i Storbritannien.

Det er ventet, at mange EU-lande mandag vil annoncere deres egne diplomatiske sanktioner mod Rusland, der beskyldes for at stå bag giftangrebet i Salisbury. Det stod klart fredag efter et EU-topmøde i Bruxelles.

Her besluttede lederne at kalde EU's ambassadør i Moskva hjem til konsultationer i Bruxelles i en måned.

Blandt de tiltag, der forventes, er udvisning af russiske diplomater.

Andre tiltag kan også komme på tale. Men ingen taler om nye økonomiske sanktioner.

Det er uvist, hvilke sanktioner Danmark vil komme med. Storbritannien har udvist 23 russiske diplomater som konsekvens af sagen.

Giftangrebet i den sydengelske by 4. marts var rettet mod den tidligere russiske dobbeltspion Sergej Skripal og hans datter Julia.

Begge er stadig indlagt i alvorlig tilstand.

De blev ifølge Storbritannien forgiftet med den af Sovjetunionen udviklede nervegift Novichok.

Rusland afviser fuldstændig at have noget med angrebet at gøre.

I forbindelse med sidste uges EU-topmøde udtalte den franske præsident, Emmanuel Macron, at både Tyskland og Frankrig vil gøre mere i forhold til sanktioner.

Lande som Polen, Tjekkiet, Irland og de baltiske lande menes også at være på vej med nationale tiltag. De skal supplere EU-reaktionen over for Rusland.

Det samme er Danmark. Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på topmødet.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har kritiseret Storbritannien for at opfordre de andre EU-lande til at tage skridt over for Rusland.

Lavrov har ifølge det russiske nyhedsbureau Tass udtalt, at den britiske regering "febrilsk søger at få sine allierede til at tage konfrontatoriske skridt" mod Rusland.

/ritzau/