Danmark donerer yderligere tre millioner doser coronavacciner

Vaccinedoser fra AstraZeneca og Johnson & Johnson skal bruges i blandt andet Afrika, oplyser statsministeren.

Statsminister Mette Frederiksen (S). (Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark donerer yderligere tre millioner doser coronavacciner til især lande i Afrika og små klimasårbare østater.

Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) i en skriftlig kommentar.

»Vaccinerne er vores supervåben mod pandemien. Og vi skal øge den globale adgang til vacciner. For ingen er sikre, før alle er sikre,« siger Mette Frederiksen.

»Derfor er jeg også glad for, at vi fordobler den danske donation af vaccinedoser – primært gennem Covax.«

»Vi donerer nu seks millioner vaccinedoser. Det er mere end én dosis per dansker. Det viser, at vi i Danmark står fast på at være solidariske i kampen mod covid-19,« skriver hun.

Der er tale om doser fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, og de bliver primært doneret gennem det internationale vaccinesamarbejde, Covax.

Covax-samarbejdet er blandt andet ledet af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og arbejder ud fra tanken om, at ingen i verden er sikre, medmindre alle er sikre.

Derfor arbejdes der for at fordele coronavacciner rundt i verden og særligt til verdens fattige lande.

Danmark har gennem EU-Kommissionen forpligtet sig til at støtte Covax med 100 millioner kroner.

Mette Frederiksen meddelte i juni i forbindelse med et møde mellem stats- og regeringscheferne i EU, at Danmark ville donere tre millioner doser vacciner til udviklingslande.

Det er dette tal, der nu bliver fordoblet.

Årsagen er blandt andet, at Danmark har købt tilstrækkeligt ind af coronavacciner.

»Danmark viste i sin tid rettidig omhu og satsede på flere leverandører, og derfor er vi nu i en gunstig situation,« skriver Mette Frederiksen i kommentaren.

»Og vi har nok vacciner til at dække det danske behov – også når der tages højde for behovet for revaccination.«

»Derfor er det helt naturligt, at vi bidrager til, at flere kan opnå immunitet og lægge covid-19 bag os,« siger statsministeren.

Opdateres …

/ritzau/