Danmark donerer militært udstyr for 4,8 milliarder kroner til Ukraine
Hovedparten af den 32. donationspakke skal gå til luftforsvar, siger forsvarsministeren efter møde.
Hovedparten af den 32. donationspakke skal gå til luftforsvar, siger forsvarsministeren efter møde.
En større dansk donationspakke på 4,8 milliarder kroner skal sendes til Ukraine.
Det meddeler udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn tirsdag formiddag, få timer før Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøger Danmark.
- Vi vil gerne bruge dagen i dag, hvor Zelenskyj kommer på besøg, til at vise, at han kan regne med os, siger Lars Løkke Rasmussen til flere medier.
Løkke tilføjer, at Danmark er "det land i hele verden, der har ydet det største bidrag til Ukraine i forhold til størrelse".
Det er den 32. donationspakke fra Danmark til Ukraine.
- Hovedparten går til luftforsvar, siger forsvarsminister Jeppe Bruus (S).
Forsvarsministeren siger, at pengene er hentet fra forsvarsbudgettet.
- I Forsvaret har vi et budget i nærheden af 100 milliarder kroner, siger Bruus, der tilføjer, at der er et "mindreforbrug på nogle poster", og at pengene derfra altså sendes til Ukraine i stedet for.
- Nogle midler flytter sig fra år til år og skaber muligheden for at donere penge, vi ellers skulle have brugt på anlæg, siger Bruus.
Zelenskyj-besøget i Danmark finder også sted samme dag, hvor delegationer fra Ukraine, Rusland og USA sidder sammen omkring et forhandlingsbord i De Forenede Arabiske Emirater.
Ved forhandlingerne ventes Ukraine, Rusland og USA at diskutere en potentiel afslutning på krigen i Ukraine og sikkerhedsgarantier til Ukraine.
- Det er positivt, at parterne mødes, og at det her er initieret af USA. Det er vigtigt, at Europa også er til stede, og det vil Europa være i Abu Dhabi, siger Løkke med henvisning til Tyskland, Frankrig og Storbritannien samt EU-Kommissionen.
RITZAU