Danmark deltager ikke ved Ukraine-samtaler i Abu Dhabi
Der vil ikke være danske repræsentanter til stede, når der holdes forhandlinger mellem Rusland og Ukraine.
Der vil ikke være danske repræsentanter til stede, når der holdes forhandlinger mellem Rusland og Ukraine.
Der vil ikke være dansk deltagelse under et møde mellem Ukraine, Rusland og USA i Abu Dhabi i næste uge, hvor Frankrig har oplyst, at Europa vil være "stærkt repræsenteret".
Det oplyser Udenrigsministeriet i en mail.
- Udenrigsministeriet har kendskab til, at der vil være europæisk repræsentation i forbindelse med det forestående møde mellem Ukraine, Rusland og USA i Abu Dhabi. Der vil ikke være dansk deltagelse.
De seneste uger har der været planer om, at repræsentanter for Ukraine, Rusland og USA skal mødes i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater tirsdag og onsdag for at tale om Ukraine-krigen.
Søndag oplyste Frankrigs udenrigsminister, Jean-Noël Barrot så, at repræsentanter for Europa vil deltage i drøftelserne.
- Jeg kan endnu ikke sige, hvem der kommer til at repræsentere Frankrig, men vi kommer helt sikkert til at være der, sagde udenrigsministeren.
Det vides ikke, om der sendes repræsentanter fra andre lande, og hvem det i så fald vil være.
Det danske udenrigsministerium oplyser, at der fra dansk side støttes op om USA's bestræbelser på at genoptage de direkte forhandlinger mellem Rusland og Ukraine.
- Vi støtter de såkaldte E3-lande - Storbritannien, Tyskland og Frankrig - i den diplomatiske indsats for at støtte op om Ukraine og gøre de europæiske interesser gældende i tæt koordination med de øvrige europæiske lande, EU og Nato.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tidligere udtalt, at en aftale om krigen mellem Rusland og Ukraine skulle være lige på trapperne.
Torsdag mødtes han med den særlige russiske udsending Kirill Dmitrijev i Det Hvide Hus.
Samtidig holdt USA's førstedame og Trumps hustru, Melania Trump, et sjældent møde mellem embedsmænd fra både Ukraine og Rusland i Det Hvide Hus. Her deltog Kirill Dmitrijev også.
Tidligere forhandlinger har indtil videre ikke ført nogen konkrete resultater med sig.
RITZAU