Danmark bøjer sig for kinesisk pres

For at redde danske erhvervsinteresser i Kina har regeringen lovet styret i Beijing, at Danmark vil "modsætte sig" Tibets uafhængighed.

Dalai Lama og Lars Løkke Rasmusssen på Marienborg i maj. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens N¿rgaard Larsen

Danmark har lyttet så meget til et pres fra Kina op til klimatopmødet, at Danmark nu officielt anerkender Kinas herredømme over Tibet. Samtidig understreges det, at Danmark modsætter sig tibetanernes ønske om uafhængighed.
Det kom frem efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn i går aftes.

Din mening: Hvor meget hensyn skal vi tage til Kina?

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) beskyldes derfor for at sælge ud af danske principper. Først og fremmest af Dansk Folkeparti, der kalder aftalen for »et skandaløst knæfald for det kommunistiske diktatur.«

De nye indrømmelser er med i en erklæring, som den danske regering og det kommunistiske styre i Beijing er blevet enige om efter måneders diplomatisk tovtrækkeri. Med erklæringen er der nu sat punktum i striden mellem Danmark og Kina efter statsminister Lars Løkke Rasmussens møde med Tibets leder, Dalai Lama, i maj måned. I erklæringen hedder det også, at Danmark fremover skal behandle besøg af Tibets leder, Dalai Lama, »med varsomhed.«
Det kinesiske styre forventes nu at ophæve den næsten seks måneder lange straffeaktion over for danske myndigheder og virksomheder.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) orienterede i aftes Folketinget om aftalen, og S,R og SF bakker op. Udenrigsministeren afviser kritikken fra DF:
»Begge parter skal jo ud af det her, så vi kan komme videre, og vi har ikke givet andet end at præcisere Kina-politikken, som så betyder, at Danmark ikke går ind for tibetansk selvstændighed, og det er vigtigt for Kina at få understreget,« siger Per Stig Møller.

Ifølge Udenrigsministeriet har Frankrig været nødt til at strække sig længere end Danmark for at få genoprettet forholdet til Kina efter den franske præsidents møde med Dalai Lama. Men Peter Viggo Jakobsen, der er ekspert i international politik ved Københavns Universitet, mener, at regeringen går på kompromis med dens egen værdibaserede udenrigspolitik.

»Regeringen bøjer sig for pression fra en stormagt, og jeg mener, at regeringen går for langt. For det er altså ikke dansk politik at nægte et folk selvbestemmelse,« siger Peter Viggo Jakobsen, der mistænker Kina for at bruge klimatopmødet til at presse den danske regering.
»Kina er jo en vigtig spiller i klimaforhandlingerne, og Danmark har som værtsland og forhandlingsleder brug for Kinas velvilje,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Læs hele erklæringen på um.dk: VERBALNOTE TIL DE KINESISKE MYNDIGHEDER OM DET DANSK-KINESISKE FORHOLD