Da Marie Bjerre blev vraget, kom hun med en frisk bemærkning. Nu har hun fået ret i sin forudsigelse
Da Marie Bjerre (V) blev afsat som minister, lagde hun ikke skjul på sin skuffelse. Nu er hun tilbage efter to uger.
Da Marie Bjerre (V) blev afsat som minister, lagde hun ikke skjul på sin skuffelse. Nu er hun tilbage efter to uger.
For to uger siden blev Marie Bjerre (V) spurgt til, hvad hun sagde til Dronningen den dag, hvor hun blev afsat som digitaliserings- og ligestillingsminister.
Svaret faldt prompte:
»Jeg sagde på gensyn,« siger hun.
Dengang havde hun formentlig ikke regnet med, at gensynet ville komme så hurtigt, men i dag er hun tilbage i det kontor, hun for nylig forlod.
Skiftet sker, efter at Mia Wagner (V) må forlade regeringen af helbredsmæssige årsager efter bare to uger på posten.
Det sker, en uge efter at den nyudnævnte minister måtte sygemelde sig, efter hun fik et ildebefindende og besvimede i sit eget hjem.
I et opslag på Instagram forklarer Wagner, at hun for fem år siden blev diagnosticeret med to hjertelidelser og fik indopereret en pacemaker.
Da Marie Bjerre blev afsat, lagde hun ikke bare skjul på sin skuffelse.
Venstre-formand Troels Lund Poulsen fastholder i dag, at han ikke valgte Marie Bjerre fra, da der for to uger siden var ministerrokade.
Det siger han selv, at han var meget tydelig omkring.
»Jeg ønskede at få en bredere profil på Venstres ministerhold. Marie er dygtig og har gjort det godt som minister,« siger han til DR og TV 2.
»Det er godt, at vi har en god og bred folketingsgruppe med gode profiler, og jeg er glad for, at Marie er tilbage,« tilføjer ministeren.
TV 2 spørger, om ministerskiftet har noget at gøre med Venstres aktuelle situation. Det afviser Troels Lund Poulsen helt og holdent.
»Jeg synes ikke, at det siger noget om nogen situation overhovedet,« siger han.
Tidligere i dag blev Marie Bjerre selv spurgt til, hvordan hun har det med, at hun nu er tilbage på ministerholdet, efter hun blev valgt fra.
Til det svarer hun sådan her:
»Nu er det mig, der har fået opgaven. Jeg bakker op om Venstres formand, og han har min tillid,« siger hun.
»Det er tydeligt for enhver, at jeg brænder meget for digitalisering og ligestilling, og derfor er jeg også meget glad og beæret.«