Da Løkke forlod talerstolen i Marrakech, klappede stort set ingen

De fleste af FNs medlemslande har tilsluttet sig den særdeles omdiskuterede erklæring om migration, der har skabt splittelse helt ind på Christiansborg. Mens Tysklands Angela Merkel i Marokko talte flammende for erklæringen, var Lars Løkke Rasmussen noget mere forbeholden.

FNs medlemslande er mandag og tirsdag samlet i Marrakech for at tilslutte sig en omdiskuteret erklæring om migration, der har skabt politisk splid i flere lande. Også i Danmark, hvor særligt Dansk Folkeparti har hævdet, at erklæringen vil forhindre Danmark i at føre en stram udlændingepolitik. Det har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afvist. Her ses han på talerstolen i den marokkanske by ved middagstid mandag. FADEL SENNA

Solen var kun lige akkurat ved at stå op over Marrakech, da Lars Løkke Rasmussen (V) trådte udenfor i hotellets have.

Palmetræerne henlå endnu i skygge, da Danmarks statsminister klokken lidt over halv ni i den kølige morgenluft indledte dagens første korte pressemøde. Løkke ville nok en gang give sit syn på den særdeles omdiskuterede FN-erklæring, Danmark senere samme dag på en konference i den marokkanske storby skulle tilslutte sig.