Da Lars Løkke stod på en klippe i Sverige med udsigt til at blive statsminister, vidste han, at alt var forandret: »Så er man aldrig alene igen«

Fire tidligere og en nuværende statsminister beskriver i en ny DR-dokumentarserie embedets enorme betydning for dem. De forklarer også de personlige omkostninger ved at bestride dansk politiks mest magtfulde post.

Foto: Mads Claus Rasmussen. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) beskriver i DRs nye dokumentarserie »Statsministre« omkostningerne ved embedet.
Læs mere
Fold sammen

Poul Schlüter reflekterer på et tidspunkt i DRs nye dokumentarserie ”Statsministrene” over, at han var den sidste danske af slagsen, som levede uden nogen form for beskyttelse. Det ændrede sig med mordet på den svenske statsminister Olof Palme i 1986, hvorefter politiet insisterede på, at der skulle ske et eller andet.

Løsningen blev Schlüters egen nærmest Egon Olsen-agtige idé om at stille en gammel politivogn foran embedsboligen på Marienborg i Nordsjælland. En gang om dagen kom politiet forbi og flyttede rundt på den, så det skulle ligne en mere afskrækkende én af slagsen.

Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen supplerer, hvordan porten til Marienborg en aften var blokeret af fem hjemløse i soveposer. Den daværende statsminister, som var på vej hjem, steg ud af bilen og bad om en forklaring. En af de hjemløse svarede, at de ikke ville flytte sig, før de fik lovet et møde med socialministeren. Det fik de så.

Anekdoterne får Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen til at konkludere, at deres efterfølgere er gået glip af det ”dejligt uformelle”, som kendetegnede deres egen tid i Statsministeriet.

»Statsministre« samler på Marienborg Danmarks eneste fem nulevende af slagsen: Poul Schlüter (K), Poul Nyrup Rasmussen (S), Anders Fogh Rasmussen (V), Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V).

Dermed samler dokumentaren godt 30 års statsminister-erfaring og bygger bro tilbage til tiden, inden den politiske virkelighed blev ramt af den religiøse terror, der for alvor brød ud den 11. september 2001.

Deltagerne ser også på udviklingen for det embede, som ifølge dem er blevet langt mere komplekst. Blandt andet fordi en statsminister i dag forventes at være til stede både i det lokale forsamlingshus og på verdensscenen.

Men først og fremmest viser det første af de fire programmer, der kan ses på søndag - og som Berlingske har fået lov at se på forhånd - fire forhenværende og en nuværende statsleder, som på tværs af politiske forskelle samles med respekt for hinanden og for embedet.

Alle forklarer også, hvordan de personligt har oplevet det enorme ansvar.

Eksempelvis bestilte Poul Schlüter chauffør til kl. 08 på sin første arbejdsdag som statsminister i 1982. Men han var klar allerede kl. 07 og tog i stedet bussen for at komme i gang hurtigst muligt.

Lars Løkke Rasmussen forklarer, at hans hus i Nordsjælland blev belejret fra morgenstunden den tidlige forårsdag i 2009, hvor Anders Fogh Rasmussen endelig sagde åbent, at han var på vej væk fra statsministerposten.

»Det endte med, at jeg måtte klippe et hul i et hegn i min baghave og kravle den vej ud og lade mig samle op af en ministerchauffør og stak af til Sverige,« fortæller Løkke i programmet:

»Lørdag over frokost gik vi en tur ovre på Kullen - kun min far og mig. Og det var i virkeligheden dér, det for alvor slog mig, at det her bliver aldrig det samme igen. For der gik vi helt alene. Der var kun ham og mig. Og så naturen. Og jeg vidste jo nok om denne her stilling til at vide, at så er man aldrig alene igen.«

De fem statsministre forklarer hver deres mål med den magtfulde post.

Schlüter beskriver sin hovedopgave som den genopretning af økonomien, som Anker Jørgensen (S) gav op over for. Nyrups primære kamp var den arbejdsløshed, som havde ramt 360.000 danskere, da han i 1993 blev statsminister. Fogh ville vise vælgerne, at han gennemførte dét, som han lovede dem inden folketingsvalget i 2001. Løkke konstaterer blot, at han arvede COP15 og finanskrisen, mens Thorning påpeger, at hun i 2011 overtog et land uden økonomisk vækst.

Alle er også enige om, at det har store personlige omkostninger. Og at man skal være både fysisk og psykisk stærk for at holde til presset som statsminister.

Til gengæld er Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen lodret uenig, om hvorvidt en kvindelig statsminister er under særligt hårdt pres. Og den uenighed udløser følgende replikskifte mellem de to tidligere statsministre.

»Den debat er en forældet debat,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Helle Thorning-Schmidt svarer:

»Altså, der er stor forskel på at være mand og kvinde i politik. Det er der slet ingen tvivl om. Og jeg tror, at vi bliver klogere, hvis vi anerkender, at der er en forskel på mænd og kvinder i absolut toppolitik. For det er først, når man kan se det og tale om det, at man også kan gøre noget ved det.«

»Ja, men jeg kan kun sige, at set fra min stol har kvinder alle muligheder. Hvis de vil udnytte det, kan de bare gribe alle de chancer,« siger Anders Fogh.

»Jeg er langt oftere end du blevet spurgt om, hvordan jeg får det hele til at hænge sammen med børnene. Er du en god mor? Der er blevet kommenteret på alt fra mine sko til mine hår til mine tasker til alt. På den måde er der en anden målestok for kvinder og mænd i politik. Og det gør også, at når der er en bredere palette at blive målt på, er der også en bredere palette at fejle på,« siger Helle Thorning-Schmidt og fortsætter:

»Jeg har selv følt en forpligtelse i forhold til at være den første kvindelige statsminister. Jeg skulle fandme gøre det godt. Fordi jeg skulle vise, at det kunne en kvinde også gøre godt. Det er en forpligtelse, som jeg er glad for, at jeg har fået lov til at påtage mig, men som jeg også følte meget stærkt. Så selvfølgelig er der forskel på mænd og kvinder i politik.«

»Jo, men altså …,« lyder det fra Anders Fogh.

»Jeg tror aldrig, at jeg får overbevist dig, Anders,« siger Helle Thorning-Schmidt og griner.

»Nej, det får du mig aldrig nogensinde overbevist om. Men selvfølgelig er der forskel på kvinder og mænd i politik. Men jeg synes bare ikke, du kan sige, at så er det sværere for en kvinde end for en mand,« siger Anders Fogh Rasmussen.

»Jo, fordi der er nogle andre ting, som du skal bryde igennem. Jeg har haft opsat hår og løst hår og så videre. Og en gang hvor jeg havde løst hår en længere periode, skrev en eller anden journalist: Nu har Helle Thorning-Schmidt fået kom-og-tag-mig-hår,« siger hun.

Dén tygger Anders Fogh Rasmussen lidt på.

Helle Thorning tager igen hurtigt ordet:

»Det er en beskrivelse af en politiker, som baserer sig meget på køn. Og det giver en forskel i forhold til mænd og kvinder.«

»Jamen, det er ikke rigtigt. Jeg er for eksempel blevet beskyldt for – da jeg var yngre – at jeg altid havde lange sorte skægstubbe. At jeg stirrede med øjnene. Jeg ved ikke hvad. Jeg er da på samme måde blevet vejet og målt og vurderet,« siger Anders Fogh Rasmussen uden at virke synderligt påvirket.

Det og meget mere kan man se, når »Statsministrene« har premiere på DR1 søndag 27. august kl. 20.00.