Da afgrundsdyb regeringskrise blev til fornøjelige forhandlinger med store bøffer og rabarbertrifli

Baggrund: Der var lagt op til politisk rivegilde, da miljøministeren for tre en halv uger siden indledte forhandlingerne om naturpakken, hvor de konservative skulle have deres kvælstofregulerende tiltag. I dag blev aftalen præsenteret - vi dykker ned i det eksplosive forløb, der allerede har kostet en minister og fået statsministeren til at true med folketingsvalg.

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh.
Læs mere
Fold sammen

Egentlig er der ikke noget i naturpakken, der kvalificerer til den enorme opmærksomhed, forløbet omkring aftalen har fået.

Hverken hovedpersonerne, indholdet eller beløbsstørrelsen ville under normale omstændigheder kaste så massiv medieopmærksomhed af sig eller være vigtigt for regeringens fortsatte ve og vel eller samarbejdsklimaet i blå blok.

Under normale omstændigheder ville en naturpakke til 360 millioner kroner med lidt mere urørt skov, øget biodiversitet, flere læhegn og bedre markvildtindsats blive noteret - men så heller ikke så forfærdelig meget mere.

Alligevel har forløbet omkring naturpakken været helt centralt og fuldstændig umulig at komme uden om i dansk politik i månedsvis. Omdrejningspunktet for den markante interesse er lige så simpelt, som det er komplekst og kan koges ned til en enkelt ting; kvælstofudledning.

Her følger historien om, hvordan en landbrugsaftale fra sidste år kunne udvikle sig fra glæde i blå blok til konservativ mistillid, valgtrusler fra statsministeren, fuldtonet regeringskrise og en ministerafgang til blå parterapi, en naturpakke og 630 tons mindre kvælstofudledning, der nu har kvalt den konservative utilfredshed og klinket de blå skår.

For en stund, i hvert fald. Det vender vi tilbage til.

Fra glæde før jul til mistillid i februar

Først skruer vi tiden præcis 150 dage tilbage. Til 22. december 2015 for at være helt præcis. Dengang indgik de fire partier i blå blok - Venstre, Dansk Folkepart, Liberal Alliance og de Konservative - en aftale om landbrugspakken.

Dengang var alle glade. Og i mediernes dækning af aftalen spillede kvælstofudledningen ikke nogen rolle. Det var i øvrigt tæt på at blive en bred aftale, da både de Radikale og Socialdemokraterne først meget sent forlod forhandlingerne.

Med aftalen er grunden lagt »til fornyet vækst i landbruget«, og den giver samtidig »et grønt plus til miljøet«, sagde den daværende miljøminister Eva Kjer Hansen. Også de Konservative var tilfredse.

Men på forsiden af Berlingske søndag 14. februar advarede flere af de forskere, der havde leveret tal til regeringens landbrugspakke, om, at deres tal var blevet fordrejet. Miljøregnskabet i landbrugspakken fremstod for positivt og særligt beregningerne for pakkens første år tydede på at være misvisende. Kvælstofudledningen var i centrum.

Fold sammen
Læs mere

Allerede dagen efter truede de konservatives landbrugsordfører, Rasmus Jarlov, med at trække partiets støtte til pakken, hvis der samlet set udledtes mere kvælstof de kommende år. Hvilket der ifølge flere eksperter gjorde.

Den konservative glæde over landbrugspakken var forsvundet. Det samme gjorde partiets tillid til Eva Kjer Hansen i dagene derefter, hvilket K-formand Søren Pape Poulsen gjorde klart på et pressemøde om aftenen 23. februar. Og så var det, at statsminister Lars Løkke Rasmussen gik til tasterne og - i manges øjne - eskalerede krisen ved at indkalde partilederne i blå blok til aftenmøde og implicit true med folketingsvalg.

»Så må vi se om regeringen fortsat har flertal til at være regering...,« skrev Løkke på Twitter og Facebook:

Fra K-ultimatum til regeringsaccept

Den 23. februar var en »meget, meget mystisk dag på Christiansborg«, sagde DF-formand Kristian Thulesen Dahl, mens Liberal Alliances politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll blev citeret for at sige, at de Konservative havde »bragt det borgerlige Danmark ud i en krise«.

I de følgende dage kæmpede Løkke så for Eva Kjer Hansens ministerliv, men trods forsonings- og forhandlingsmøder på Marienborg stod Søren Pape Poulsen fast.

Tilliden til Eva Kjer Hansen var væk, og lørdag 27. februar hjalp ministeren sin chef ud af valgkattepinen ved selv at træde tilbage.

Ind kom i stedet Esben Lunde Larsen, der fik til opgave at klinke skårene mellem regeringen og de Konservative, der havde krævet en tillægspakke med kvælstofreducerende tiltag. Den kom dog aldrig, og fredag 25. marts kom så Papes grønne ultimatum til Løkke og Lunde Larsen:

I har 14 dage til at garantere, at udledningen af kvælstof sænkes med 624 tons i 2017 og 2018, var beskeden fra den konservative partiformand.

Og så er det, vi er ved at være fremme ved i dag og den seneste tids forløb op til i dag. For et par dage før deadline bekræftede Esben Lunde Larsen, at regeringen ville imødekomme det konservative kvælstof-krav. I den konservative lejr fejrede man udmeldingen som en sejr, ikke mindst partiformand Pape Poulsen:

Regeringskrisen genbesøgt?

Efter en mørk morgenløbetur 26. april ringede Esben Lunde Larsen så på Facebook - i øvrigt akkompagneret af fuglekvidder - ind til de forhandlinger, der skulle give de Konservative deres kvælstofreduktion.

De forhandlinger, der endeligt skulle forsegle de blå uenigheder og definitivt lægge låg på den regeringskrise, der to måneder tidligere havde kostet Eva Kjer Hansen livet som minister og drevet en kile ned gennem den borgerlige lejr.

Forhandlingerne var imødeset med spænding. Og også med en vis usikkerhed, bekræfter flere centrale kilder i dag til politiko.dk.

For hvor stod de forskellige parter? Hvordan ville partierne reagere på hinandens krav? Og kunne der skabes enighed om, hvad de 89 millioner, der i udgangspunktet var afsat til naturpakken skulle bruges til?

Også i medierne blev der bagt op.

Det var andet akt af regeringskrisen fra februar. Var regeringen overhovedet interesseret i at give de Konservative noget? Turde de lade være? Og hvad med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der hele vejen igennem havde rystet på hovedet af de Konservative? Ville de blokere og sætte sig på tværs for at betale Pape og co. tilbage?

Den blå tillid voksede støt

Men efter det indledende sættemøde 26. april og de Konservatives forsigtigt »vi er langt fra i mål«-udmelding, fusede dramaet ud. Fuldstændig.

I de følgende tre en halv uge slap der intet ud fra forhandlingerne. Ingen læk, ingen utilfredse midtvejs-frustrationer og ingen meldinger om et muligt sammenbrud.

Og adskillige kilder fortæller i dag den samme version af spillet om naturpakken: Et roligt forhandlingsforløb præget af god stemning, og som efter en lidt usikker start stille og roligt er blevet bedre og bedre. Et forløb, som langt fra er blevet det betændte rivegilde, forhistorien ellers kunne have varslet.

Bevares, der har været diskussioner og uenigheder. Men tilliden til hinanden er vokset støt - især fordi det blev bemærket, at intet blev lækket og kom uden for forhandlingernes fire vægge, som én bemærker det. Det har ligefrem været hyggeligt, bemærker flere andre.

»Det er næsten lidt trist, at forhandlingerne nu er overstået. Vi snakker godt sammen, og det har været fornøjeligt. Mon ikke Esben kan finde
nogle ting, der gør, at vi kan mødes igen og finde frem til mere på det her natur og miljøområdet. Vi har heldigvis mange af de samme ambitioner og mål,« siger en anden af de tilstedeværende forhandlere.

»Det var vigtigt at få ro på efter en turbulent start på året. Nu er det, som det skal være,« siger en anden om forholdet i den blå blok.

»Man kan sige meget om Esben, og det bliver der også gjort...«

En god håndfuld forhandlingsmøder er det blevet til. Flere med store bøffer og rabarbertrifli på menuen. En af de største udfordringer har nemlig været at få kalenderne til at gå op på grund af de mange og lange seancer i folketingssalen på det seneste.

Derfor har flere forhandlinger været lagt om aftenen, og selv om bøfferne mindst en gang har været kold på grund af et samråd, der trak ud forinden, lyder der fra flere sider store roser til ministeren for bordenden.

Foto: Uffe Weng. Der var grønt i baggrunden og store smil på læber, da miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i dag sammen med miljøordførere fra Dansk Folkeparti, Pia Adelsteen, Carsten Bach fra Liberal Alliance og Mette Abildgaard (K) præsenterede naturpakken for offentligheden. Yderst til venstre er det Venstres Anni Matthiesen. Fold sammen
Læs mere

»Man kan sige meget om Esben, og det bliver der også gjort. Men han er enormt god til at lave en god stemning i et forhandlingslokale. Han er sindssygt opmærksom og typen, der kan registrere, hvis der sidder en embedsmand ned i hjørnet af lokalet og leder efter en oplukker. Så får han sendt en oplukker af sted,« siger en af de tilstedeværende forhandlere og fortsætter:

»Den samme opmærksomhed gør sig gældende, når man kommer med politiske signaler. Han har en væsentlig del af æren for, at alle har kunnet mødes i det her.«

Og netop fordi forhandlingerne i Miljøministeriet var de første efter »det, der skete i foråret«, har det været vigtigt, at den nye miljøminister har haft en lyttende tilgang, siger en anden:

»Esben Lunde Larsen har håndteret det her forløb på en ordentlig og meget professionel måde. Han har været lyttende over for alle, det må jeg sige. Der er ros til ministeren herfra,« lyder det.

Vindere og tabere

Hvem har så vundet og tabt på forløbet op til og med aftalen om naturpakken?

Vi har bedt Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, om at vurdere, hvilke af hovedaktørerne, der kan glæde sig, og hvilke der har grund til at ærgre sig.

Lars Løkke Rasmussen

»Løkke har først og fremmest inddæmmet en krise, som kom alt for langt ud af kontrol. Man skal huske på, at da det hele kulminerede, var det faktisk ikke helt urealistisk, at det kunne ende i et folketingsvalg, som ville have været ødelæggende for blå blok og for Venstre.«

»Han mistede til gengæld Eva Kjer Hansen, og det er et stort tab. Og hele forløbet var også med til at stille spørgsmålstegn ved, om han havde hænder på rattet, og jeg mener stadig, at han med sit berygtede aftentweet var med til at dramatisere situationen helt unødigt og skabe en egentlig regeringskrise. Landbrugspakken skulle have været en borgerlig sejr, men endte som et stort, blodigt blåt opgør på Christiansborg.«

Søren Pape Poulsen

»Jeg synes, Søren Pape Poulsen står tilbage med en problematisk situation. På den ene side har han gjort omverdenen opmærksom på sit partis eksistens og profileret sin folketingsgruppe og demonstreret en populær vilje til at kæmpe for miljøet og naturen.«

»Men på den anden side er det også helt tydeligt, at han har fået gevaldige ridser, fordi de andre borgerlige partiledere har kritiseret ham så voldsomt og slet ikke kunnet forstå, at han var med til at udløse en ministerafgang. Og så står det tilbage, at de Konservative i meningsmålingerne stadig i en skuffende, dårlig position - og man kan konstatere, at partiet ikke vælgermæssigt har opnået noget.«

Landbruget

»For landbruget har det her været en dybt problematisk sag. I udgangspunktet var landbruget – især Landbrug og Fødevarer – meget tilfredse med, at man forsøgte at skabe en landbrugspakke, der kunne løfte erhvervet. Det har landbruget efterlyst og arbejdet sammen med blå blok om længe.«

»Derfor var ærgrelsen stor, da det udviklede sig til et stort opgør om, at landbruget måske med pakken fik lov at underminere natur og miljø. Det har givet en masse badwill og kritik, landbruget ikke var forberedt på. Og direktøren, Karen Hækkerup, har beklaget forløbet og sagt, det har været med til at sværte landbruget.«

Naturen

»Naturen har fået det bedre med det kompromis, man nu har fundet frem til. Og det er noget af det, Søren Pape Poulsen kan bryste sig af at have opnået. Og man kan måske også argumentere for, at regeringen har fået en mindre sårbar flanke over for de mange kritikere, der siger, regeringen underminerer den grønne omstilling og er for nonchalant over for naturen og miljøet.«

Blå blok

»Det lykkedes jo faktisk for statsministeren at samle de øvrige blå partiledere og få en fælles forståelse af, at det ikke kan nytte at have så dybtgående og voldsomme kampe i offentligheden hele tiden. Derfor er der nu indfundet sig en vis alvor og realitetssans i den borgerlige lejr. Hvor længe den holder er så et godt spørgsmål.«

»Skårene er klinket nu. I hvert fald på det niveau, jeg sidder på.«

Med aftalen om naturpakken er parterne i øvrigt enige om at eventuelle fremtidige kvælstofregulerende tiltag skal diskuteres og aftales i landbrugsforligskredsen. Det bliver med andre ord ikke til flere tillægspakker og lappeløsninger på den front.

Fremover skal tingene tages i den forligskreds, de hører hjemme og ikke bæres ind i andre forhandlinger, lyder det fra flere.

Dermed kan den borgerlige lejr sætte hak ud for en veludført redningsaktion, der har sikret samarbejdsklimaet i blå blok lidt endnu.

I hvert fald kan partierne imødese en rolig sommerferie, inden der til august indledes de altafgørende skatteforhandlinger, der, som Liberal Alliances formand Anders Samuelsen har fastlagt, skal afgøre, om der kommer valg eller om regeringen kan fortsætte.

Eller som en af forhandlerne udtrykker det efter i dag:

»Skårene er klinket nu. I hvert fald på det niveau, jeg sidder på.«