Corydon: Finansministeren er useriøs

Bjarne Corydon kalder finansminister Claus Hjort Frederiksen »regulær useriøs«. Hjort laver politisk spin på en normal opsummering af dansk økonomi, siger forgængeren.

Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er intet usædvanligt i den redegørelse over dansk økonomi, regeringen mandag har lagt frem.

Sådan lyder det fra tidligere finansminister Bjarne Corydon (S), der afviser kritikken fra sin efterfølger, Claus Hjort Frederiksen (V), om, at SR-regeringen »photoshoppede« billedet af dansk økonomi under valgkampen.

Angrebet fra finansministeren er »regulært useriøst«, siger Corydon, der betragter udmeldingerne som politisk spin.

»Den nye redegørelse er en helt sædvanlig opdatering af de mange oplysninger, der er om den økonomiske udvikling. Det har jeg selv gjort år ud og år ind i min tid som finansminister. Der er ikke noget usædvanligt med denne her opsummering,« siger han.

Af de nye tal fremgår det, at beskæftigelsen i den private sektor er steget med næsten 45.000 personer siden midten af 2013. Men samtidig er forventningerne til væksten i 2015 nedjusteret en smule på grund af et svagt andet kvartal.

Udover det mangler der tre milliarder i statskassen, og det har fået Claus Hjort Frederiksen til at bebude en stram finanslov.

Men den regulering skal man se i et større perspektiv, mener Bjarne Corydon.

»Vi har ikke overvurderet økonomien på nogen måder. De tal, vi lagde frem i maj, var det bedste skøn man, kunne lave på daværende tidspunkt,« siger han.

»Man opdaterer skønnene løbende, og det kan så vippe op og lidt ned. Sådan var det også i de år, jeg selv havde ansvaret. Det er der ikke noget politisk problem i. Næste gang man lægger noget frem, vil man igen have nye oplysninger, som man skal tage for højde for,« siger den tidligere finansminister.

Bjarne Corydon mener, at de nyeste tal fra Økonomisk Redegørelse tegner et godt billede af en økonomi, der er på vej frem, og hvor udsigterne ser ganske lyse ud.