Claus Hjort: Usikkert om flere danske kampfly placeres i USA

Ingen grund til panik, mener forsvarsministeren, efter at eksperter tvivler på, at opgaverne kan løses.

Foto: Claus Fisker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København. Det er ikke sikkert, at Danmark placerer syv i stedet for fem af de nye F-35-kampfly i USA, hvor de skal bruges til træning og uddannelse.

Men muligheden er til stede, oplyser forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i skriftlig kommentar.

Flere eksperter har i Jyllands-Posten kritiseret, at Danmark ikke kan løse sine opgaver, hvis syv af de nye kampfly skal stå i USA.

- Som det fremgår af aktstykke 31, kan der være behov for ekstra uddannelsesfly i USA i en periode. Men der er ikke truffet beslutning om, at antallet af fly i USA skal øges til syv, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Formuleringen i aktstykket er alene udtryk for at give Forsvaret den fornødne fleksibilitet til at tilpasse antallet af fly i USA i forhold til blandt andet det endelige omskolingskoncept og den løbende tilpasning af træningsprogrammer, der gennemføres i takt med, at erfaringsgrundlaget udbygges.

- Denne fleksibilitet giver ikke anledning til ændringer i den planlagte flyvetimeproduktion eller det politisk fastsatte opgavekompleks, siger ministeren.

Et flertal bestående af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Radikale besluttede i juni 2016 at købe 27 F-35-fly.

Den samlede regning for indkøb og drift af flyene ventes frem til 2049 at blive cirka 57 milliarder kroner.

F-35-kampflyene erstatter de nuværende F-16-kampfly, som i forventes udfaset i 2024. F-35-flyene leveres drypvis begyndende fra 2021.

/ritzau/