Claus Hjort til skuffede soldater: Ro på - der kommer flere penge

Der kommer flere penge til forsvaret. Det siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) efter, at soldaterforeningen er skuffet over det beløb, der er afsat til forsvaret i regeringens finanslovsudspil.

ARKIV. Den Kongelige Livgarde fejrer deres 350 års jubilæum i 2008. Til glæde for københavnerne og turisterne var der i dag march igennem indre by. PLUS Nye penge til Forsvaret skal findes i en årlig reserve på 2, 5 milliarder kroner, viser regeringens udspil til finansloven. Det er alt for lidt, mener kritikere.(Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Opdateret 12:00 med kommentar fra Centralforeningen for Stampersonel.

Ro på. Der kommer flere penge.

Sådan lyder det opsumerede budskab fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Udmeldingen kommer efter, at både han og statsministeren er under skarp kritik fra Centralforeningen for Stampersonel, der er forsvarets største fagforening.

Soldaterforeningen kritiserer i dag regeringen for ikke at afsætte et tilstrækkeligt stort beløb til forsvaret i regeringens finanslovsudspil, som præsenteres klokken 11 i dag.

Men der kommer altså flere penge til forsvaret, end hvad der fremgår af udspillet, sige Claus Hjort Frederiksen til Berlingske:

»De 2,5 milliarder er ikke en del af det substantielle løft, der kommer senere i begyndelsen af oktober til forsvaret. Det er en del af finansloven.«

»Utroligt skuffet« soldaterforening

Soldaterforeningen har tidligere i dag meddelt, at den er »utroligt skuffet«.

»Når statsministeren og forsvarsministeren melder ud, at Danmark og verden står i en situation, hvor Forsvaret har behov for et substantielt løft, så er det lidt magert, at melde ud, som de har gjort,« har formand for soldaterforeningen, Jesper K. Hansen, tidligere på dagen sagt til Ritzau.

Af udspillet fremgår det nemlig, at pengene til et nyt forsvarsforlig skal tages ud af den såkaldte forhandlingsreserve.

I år er den reserve på 2,5 milliarder kroner årligt i perioden fra 2018 til 2021.

Men ifølge Claus Hjort Frederiksen tilføres forsvaret altså flere penge i forbindelse med det forsvarsforlig, som kommer senere på året.

Jesper K. Hansen kalder ministerens melding for »rigtig positiv«.

»Da jeg læste, at der ikke er afsat flere penge i finanslovsudspillet, tænkte jeg, at det langt fra er det »substantielle løft«, regeringen har talt om. Så jeg har respekt for og kvitterer for, at Calus Hjort Frederiksen melder ud, at der kommer flere penge,« siger Jepser K. Hansen.

Truslen fra Rusland

Netop flere ressourcer til forsvaret har været en af de helt store diskussioner de seneste måneder.

Claus Hjort Frederiksen har tidligere i Berlingske advaret om truslen fra Rusland.

Her kaldte han truslen for »skræmmende« og advarede om, at Danmark risikerer statsstyrede russiske hackerangreb, der kan sætte hospitaler og elektricitet ud af drift.

I den forbindelse sagde forsvarsministeren, at Danmark er nødt til at opruste militært for at imødegå truslen. Helt konkret ønskede Claus Hjort Frederiksen, at forsvaret blev tilført flere penge ved det kommende forsvarsforlig.

Også præsident Trump i USA har i kraftige vendinger påpeget overfor de andre medlemmer af NATO, at de skal leve op til aftalen om at bruge to procent af BNP på forsvaret.

Danmark bruger i øjeblikket kun 1.17 procent af BNP på forsvaret.