Claus Hjort: Ikke noget stort tab

Venstre vil ikke savne den afhoppede Inge-Lene Ebdrup, fastslår Claus Hjort Frederiksen.

Det er ikke noget stort tab for Venstre, at folketingsmedlem Inge-Lene Ebdrup går over til Naser Khaders Ny Alliance. Det siger Venstres chefstrateg, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

- Hun har jo haft orlov fra gruppen i mere end et år, så det er utrolig lang tid siden, vi har set hende. Mit kendskab er ikke så stort, men man kan jo sige, at det ikke er nogen stor arbejdskraft, vi mister, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han medgiver dog over for TV2 News, at det ikke er ligefrem er en glædelig nyhed, at endnu et Venstre-medlem siver til Ny Alliance.

- Nej, men hun har jo længe annonceret, at hun var på vej ud af politik. Så det er plus/minus nul. Hun har jo ikke bidraget til noget eller deltaget i gruppemøder i mere end et år, så for os er hun jo ikke folketingsmedlem. Det er ikke noget stort tab, lyder afskedssalutten fra beskæftigelsesministeren.

/ritzau/