Claus Hjort: En smertelig tilbagegang

De første exit polls har bekræftet, hvad meningsmålingerne har sagt gennem hele valget: Venstre går markant tilbage. Partiet står til det dårligste valg i 25 år.

Bekymrede miner under Venstres valgfest. Her EU-parlamentariker Ulla Tørnæs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Venstre står til at få sit dårligste folketingsvalg i 25 år, hvis de første exit polls holder hele vejen hjem.

DRs exit poll viser en stemmeandel til Venstre på 20,2 procent, mens TV2 giver det tidligere regeringsparti 20,0 procent af stemmerne. Det er i begge tilfælde en stor tilbagegang fra valget i 2011, hvor partiet fik 26,7 procent af stemmerne.

»Vi kan jo konstatere en stor tilbagegang. En smertelig tilbagegang. Nu er det vigtigste, at vi vinder den kamp, der handler om, hvem der bliver Danmarks næste statsminister,« siger tidligere Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Venstre har været rystet af flere personsager omkring formand Lars Løkke Rasmussen, der kulminerede på et ekstraordinært partimøde i Herning, hvor formanden endte med at blive på posten. Og disse sager, mener Claus Hjort Frederiksen, kan være grunden til Venstres tilbagegang:

»Vi har været igennem et turbulent år, og meget af det hænger naturligvis sammen med det, som vores formand har været ude for,« siger han til Politiko.dk

Hvis resultatet holder hele vejen hjem, så står Venstre til at få den ringeste vælgeropbakning i 25 år. Ikke siden valget i 1990, hvor Venstre fik 15,8 procent af stemmerne har vælgeropbakningen været ringere.

Der er stadig en statistisk usikkerhed forbundet med exit polls, og det er set før, at de ikke afspejler det endelige valgresultat.