Claus Hjort: »Der er ikke noget, som overrasker mig længere med den her regering«

Rigsadvokaten vil tiltale Claus Hjort Frederiksen. Både den tidligere minister og Venstres formand kræver åbenhed om sagens forhold. Andet er »utænkeligt«, lyder det.

 
Har han røbet statshemmeligheder, eller er det hele bare offentligt kendte hemmeligheder? Få et komplet overblik i sagen om sigtelsen af Claus Hjort Frederiksen. Grafik: Kenneth Holm-Dahlin Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Artiklen er blevet opdateret torsdag 12. maj klokken 14.08 med yderligere kommentarer fra Claus Hjort Frederiksen.

Ifølge Claus Hjort Frederiksen (V) er det ganske sigende, at han har kritiseret regeringen, hvorefter han bliver sigtet for landsforræderi af selvsamme regering.

Det skriver han til Berlingske.

»Der er ikke noget, som overrasker mig længere med den her regering, Danmark har. Jeg mener ikke, at jeg har sagt noget, som ikke allerede var sagt i offentligheden,« skriver Claus Hjort Frederiksen.

Hans udtalelser kommer i kølvandet på nyheden om, at Rigsadvokaten har indstillet til Justitsministeriet, at der rejses tiltale mod det mangeårige folketingsmedlem og tidligere forsvarsminister.

Claus Hjort er sigtet efter straffelovens paragraf 109 – også kendt som landsforrædderparagraffen – som kan give op til 12 års fængsel.

Sigtelserne mod Hjort er hemmelige, og han må ikke viderebringe dem, men han oplyser, at han håber på åbenhed.

»Jeg håber inderligt, at offentligheden og alle Folketingets medlemmer nu kan få indsigt i, hvad det er, som regeringen mener, at jeg har gjort, som er landsforræderi, så Folketingets medlemmer ikke skal stemme i blinde,« siger Claus Hjort Frederiksen.

En eventuel tiltale vil kræve, at hans immunitet som folketingsmedlem ophæves. Det er op til et flertal i Folketinget at beslutte, om det skal ske.

»Påstand om pure frifindelse«

Formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, mener ligeledes, at det kræver åbenhed om sagens forhold, hvis Folketinget skal kunne stemme om sagen.

I en skriftlig kommentar til Berlingske oplyser Jakob Ellemann-Jensen, at det er fuldstændigt »utænkeligt«, at folketingsmedlemmerne skal stemme i blinde.

»Hvert eneste folketingsmedlem er alene bundet af sin egen overbevisning. Det står i Grundloven, og derfor skal alle folketingsmedlemmer selvfølgelig have indblik i de sager, som Folketinget stemmer om. Det gælder også i denne sag,« skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Justitsministeren er officielt landets øverste anklager, og derfor er det den nyslåede justitsminister Mattias Tesfaye (S), der skal tage endelig stilling til, om Claus Hjort Frederiksen skal tiltales.

Han siger til Ritzau, at graden af åbenhed overfor Folketinget beror på en afvejning mellem flere hensyn.

»Der er en balance mellem på den ene side hensynet til at bibringe Folketinget de oplysninger, der er relevante for, at Folketinget på et tilstrækkeligt oplyst grundlag kan tage stilling til spørgsmålet, og på den anden side hensynet til at sikre, at sagens højt klassificerede oplysninger ikke udbredes unødigt,« siger Mattias Tesfaye.

Claus Hjort Frederiksen har hele tiden erklæret sig uskyldig i sagen, og til Ritzau siger Claus Hjorts advokat René Offersen, at det fortsat er tilfældet.

»Kommer den for domstolene, så vil vi nedlægge påstand om pure frifindelse, og det er vi komfortable med,« siger René Offersen.

Berlingske forsøger at få et interview med justitsminister Mattias Tesfaye (S).

»Fuld af fortrøstning«

Claus Hjort Frederiksen stillede torsdag eftermiddag op foran pressen på Christiansborg og besvarede spørgsmål.

Her blev han spurgt, hvordan han forholder sig til sagen.

»Jeg skal ikke forholde mig til den. Sagen vil gå sin gang. Det må jeg jo leve med. Jeg er fuld af fortrøstning. Det helt afgørende for mig er, at Folketingets medlemmer og offentligheden får fuld indsigt i, hvad sagen drejer sig om, og hvad sigtelsen går ud på. Derfor hviler der en stor opgave på Folketinget, som jo nu tilsyneladende skal tage stilling til ophævelse af min immunitet – uden at blive indvilget i, hvad sagen handler om. Både offentligheden og Folketingets medlemmer skal efter min mening oplyses om, hvad det egentlig drejer sig om.«

Ellemann har jo sagt, at I kræver et fuldt indblik. Hvad vil det sige i din sag?

»Folketingsmedlemmer er bundet af deres samvittighed, det følger af Grundloven. Derfor tror jeg, at regeringen forestiller sig, at man orienterer nogle få medlemmer af Folketinget om denne her sag. Og så skal de gå til deres grupper og sige: ‘Stol på, at det er berettiget, at stemme for en ophævelse af immuniteten’. Der kikser det efter min mening totalt for regeringen.«

»Man kan ikke forlange, at folketingsmedlemmer skal stemme for noget, de ikke har indsigt i. Med mindre selvfølgelig at regeringens strategi er ikke selv at tilkendegive noget, men at overlade det til en snæver kreds i Folketinget at tage stilling til, om der skal rejses en tiltale. Men det vil jo være en ansvarsforflygtigelse, at regeringen prøver at snige sig uden om at tilkendegive, hvad de mener.«

Men Rigsadvokaten mener jo, at det er en alvorlig sag, siden de kommer med denne indstilling. Tager du ikke det til efterretning?

»Jeg tager al til efterretning. Jeg er vant til at agere i det her. Efter min opfattelse har jeg ikke røbet nogen hemmelighed overhovedet. Hele denne sag startede i 2013, hvor Snowden lækkede papirer, han havde opsnappet fra NSA. Man kan sige, at hele lækket af denne sag sådan set stammer fra amerikansk side.«

Hvorfor mener du ikke, at du har videregivet hemmelige oplysninger?

»Fordi det har været omtalt vidt og bredt.«

Stoler du på, at Rigsadvokaten på egen hånd har taget stilling i forhold indstillingen?

»Ja, selvfølgelig gør jeg det.«

Har du ikke fået det, som du gerne vil have det? Du har tidligere sagt, at du gerne ville forsvare dig i en retssag.

»For mig har det været en risiko, at regeringen i næsten et halvt år har rejst rundt og anklaget mig for landsforræderi. Derfor er det ret vigtigt, at Folketinget og offentligheden får at vide, hvori det landsforrræderi egentlig består.«

Hvordan kan det være, at du siger, regeringen har anklaget dig for landsforræderi? Er det ikke Rigsadvokaten, der vælger at indstille en tiltale mod dig?

»Der er rejst en sigtelse for landsforræderi. Det er straffelovens paragraf 109.«

Synes du, at det er regeringen, der gør det?

»Ja, helt klart.«

Hvorfor?

»Det kan jeg se af sagens akter. Jeg startede denne kritik af regeringen 20. august 2020. Og så har jeg stort set siden da sagt det samme i halvandet år. Indtil den 20. december 2021, hvor de forklarer, at jeg skal sigtes. Der kan jeg se af sagens akter, at der ikke foreligger noget papir i min sag før 17. december 2021. Sagsbehandlingen har været anderledes end normalt. Normalt vil politiet efterforske en sag og komme med en indstilling. Her er der ingen efterforskning før den 17. december.«

Men nu er det Rigsadvokaten, der rejser sigtelse, og ikke regeringen.

»Ja, det er fint. Jeg ser sådan med fortrøstning på det her og vil gerne renses. Den værste af alle situationer er, at regeringen lader sigtelsen hænge i luften, men så i øvrigt ikke vil forfølge sagen.«

Claus Hjort Frederiksen ville ikke opfordre Folketingets medlemmer til at ophæve hans immunitet, men fastslog, at det må man selv tage stilling til. Han havde ikke selv besluttet, hvorvidt han vil stemme for ophævelse af sin immunitet.