Claus Hjort brød sig overhovedet ikke om Løkkes SV-drømme: »Jeg sagde, at det var dødssygt«

Det stred direkte mod den strategi, som Venstre havde lagt i valgkampen mod Socialdemokratiet i 2019, da Lars Løkke pludseligt gik enegang og ville danne regering henover midten. I Venstre var mange utilfredse, og nu siger også Claus Hjort Frederiksen, at han ingenlunde brød sig om ideen.

Lars Løkke Rasmussen var statsminister og Claus Hjort Frederiksen var forsvarsminister, da Løkke i 2019 smed en politisk bombe af de helt store. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var en politisk overraskelse af de helt store, da Lars Løkke Rasmussen som Venstre-formand midt i valgkampen 2019 præsenterede ideen om en regering bestående af Venstre og Socialdemokratiet.

Ude i samfundet, men så afgjort også internt i Venstre, var langt fra alle var tilfredse med udmeldingen.

Det slår tidligere forsvarsminister og Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen fast i programmet »Ministertid« på 24syv, hvor han for nylig var gæst.

Claus Hjort fortæller her, at han fik advarslen om Lars Løkkes samtalebog »Befrielsens Øjeblik«, hvori han præsenterede forslaget om en SV-regering, et par dage før den udkom.

Og han afslører, at han ikke brød sig om den.

»Det var dødssygt. Vi kan jo ikke have planlagt en kampagne, hvor vi er Socialdemokratiets hovedfjende for så pludseligt at gå ind for noget andet,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Han fortæller videre, at det skabte en stor vrede og frustration internt i partiet over en formand, som ikke var særlig lydhør overfor andre end sig selv.

Den utilfredshed udmøntede sig i et stort interview i nærværende avis med daværende næstformand i Venstre, Kristian Jensen, som åbent kritiserede sin egen formand, Lars Løkke Rasmussen, og hans idé om en SV-regering.

Tre nye partier

Men selvom udmeldingen var en enorm overraskelse, var ideen om en SV-regering tilsyneladende vokset ud af en ganske reel bekymring i Venstre på daværende tidspunkt.

For i valgkampen i 2019 var der dukket adskillige nye partier op på navnlig den borgerlige fløj, som man internt i Venstre frygtede, at det kunne blive svært at samarbejde med, siger Claus Hjort.

Der var Partiet Klaus Riskær Pedersen, Stram Kurs og Nye Borgerlige, der alle spøgte, og som affødte en bekymring for et handlingslammet folketing.

Smagsprøven på et sådant var blevet serveret i den foregående regeringsperiode, hvor både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fra tid til anden havde gjort det svært for den Venstre-ledede regering at føre politik.

Omtrent to uger efter meldingen faldt valget på grundlovsdag, og Venstre gik ni mandater frem, selvom det som bekendt var Socialdemokratiet, der endte ved regeringsroret.

I lang tid blev Venstres fremgang af Lars Løkke Rasmussen selv såvel som af politiske kommentatorer tilskrevet netop Løkkes bombeudmelding, selvom en analyse fra to af Danmarks førende valgforskere senere punkterede den sammenhæng.

Ikke desto mindre mener Claus Hjort Frederiksen, at Løkkes SV-drømme gjorde en forskel for Venstres gode resultat ved folketingsvalget.

»Fordi det ramte noget i tiden. En frygt for at vi fik et lammet folketing. Men i Venstre var der chok over, at folk var blevet manuduceret gennem et helt år til en voldsom kampagne mod socialdemokraterne, og så kom det her kort før valget,« siger Claus Hjort Frederiksen.