Claus Hjort bakker op om Støjberg: De begår ikke samme fejl som Løkke og Kristian Jensen

Venstre-veteranen peger på Inger Støjberg frem for Ellen Trane Nørby som Venstres næste næstformand. Selv erkender han, at hans politiske karriere lakker mod enden.

Claus Hjort Frederiksen støtter Inger Støjberg som ny næstformand i Venstre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Det skal være Inger Støjberg - og ikke Ellen Trane Nørby - der vinder titlen som Venstres nye næstformand til partiets ekstraordinære landsmøde den 21. september.

I hvert fald hvis det står til partiets nestor, Claus Hjort Frederiksen. Det fortalte han fredag aften i 'Deadline' på DR2.

»Det kan jeg da godt fortælle. Jeg vil støtte Inger Støjberg,« sagde han og fortsatte:

»De (Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg, red.) vil være den bedste konstellation, der vil favne bredest og omfavne mangfoldigheden mest i Venstre.«

Til spørgsmålet om hvorvidt Ellemann-Jensen og Støjberg ikke vil være et umage par, svarede nestoren følgende:

»Jeg kender de to, og jeg ved, at de kan lide hinanden og kan samarbejde. Fejlen ved de sidste to (Lars Løkke og Kristian Jensen, red.) var, at der var to, som rev i rorpinden. Men nu har vi jo altså fået slået fast, at det er formanden, der skal styre den politiske kurs,« lød det i en direkte stikpille til Kristian Jensen.

Claus Hjort Frederiksen benyttede det meste af taletiden på DR2 til at svare på spørgsmål om den seneste tids drama i Venstre.

Manden, der normalt sørger for disciplin og orden i partiets geledder, blev blandt andet spurgt om, hvorvidt han var for hurtig på aftrækkeren, da han offentligt langede ud efter Kristian Jensen.

»Jeg må erkende, at det udviklede sig langt vildere, end jeg forestillede mig. Jeg ville bare pointere, at man ikke kan bruge sit hverv som næstformand til at underløbe formanden,« svarede han og fortsatte:

»Der er grænser for, hvordan konflikter skal udvikle sig, men om jeg ville gøre det om, kan jeg ikke svare på. Alternativet ville vel være, at jeg skulle have holdt min kæft, og det ved jeg ikke, om havde været meget kløgtigere.«

Deadline-vært Jacob Rosenkrands spurgte også Claus Hjort Frederiksen, om Venstre-dramaet er et symbol på nestorens »fald fra toppen«, hvilket på ingen måde blev afvist:

»Jeg er 72 år, så mon ikke, jeg godt kan se enden på min politiske karriere, men hvis nogle har brug mine råd eller erfaring, står jeg selvfølgelig til rådighed. Jeg støtter Ellemann med råd og dåd og vil give alt, jeg kan, men jeg kan ikke se endnu en ministerkarriere for mig selv.«