Claus Hjort åbner for lavere lønninger

Finansminister Claus Hjort Frederiksen er klar til at se på lavere løn for at få flere i arbejde.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) på sit kontor i Finansministeriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Det er blevet alt for svært at komme ind på arbejdsmarkedet for en stor gruppe på offentlig forsørgelse.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen åbner derfor ifølge Jyllands-Posten for at drøfte muligheden for en »trædesten« ind på arbejdsmarkedet i de kommende trepartsforhandlinger mellem regeringen, lønmodtagere og arbejdsgivere.

Det kan ske ved at se på løndelen.

»Vi har jo et problem, hvis man ikke kan tjene sine 125 eller 130 kroner hjem, som mindstebetalingen er. Så er vores system, at du enten er inde eller ude af jobmarkedet,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Han mener, at den danske model forsømmer at åbne en mulighed for, at disse grupper kan komme ind på arbejdsmarkedet.

En mulighed kunne være en lavere indslusningsløn, men regeringen har dog ikke lagt sig fast på en model.

Ifølge ministeren kommer det ikke til at ske ved et direkte »løndiktat«.

LO afviser indslusningsløn, mens Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener, at problemet snarere er, at overførslerne er så høje, skriver Jyllands-Posten.