Christiansborg udsat for mindre angreb med hvid maling

Hvid maling på hoveddøren til Christiansborg. Det syn mødte torsdag morgen politikere og ansatte.

Foto: Ida Marie Odgaard. Christiansborg fotograferet fra Nationalbanken.
Læs mere
Fold sammen

Farven hvid symboliserer normalt renhed og uskyld.

Men det var næppe budskabet fra den eller de personer, der natten til torsdag kastede maling på Christiansborg.

Da politikere og ansatte torsdag morgen ankom til Christiansborg, var hoveddøren i Rigsdagsgården ramt af tre meter høje stænk med hvid maling, der også var sprøjtet ud på muren.

Ifølge Ritzaus oplysninger har politiet været til stede på Christiansborg, hvor kameraer har opfanget videobilleder af maskerede personer, som kaster malingen.

Politiet er torsdag morgen ved at undersøge, om man kan oplyse mere om sagen.

Det er ikke første gang, at Christiansborg og de 179 folkevalgte politikere bliver udsat for angreb med maling.

I 2003 angreb medlemmer af græsrodsbevægelsen Globale Rødder daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Det skete inde på Christiansborg på gangen uden for et møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor politikerne havde diskuteret Danmarks militære deltagelse i Irak.

Her blev Anders Fogh Rasmussen overhældt med rød maling, der også ramte daværende udenrigsminister Per Stig Møller.

Aktivisten blev hurtigt overmandet af to af Folketingets sikkerhedsfolk og ført bort, mens han råbte til Fogh:

»Du har blod på hænderne.«

Siden dengang har Folketinget skærpet sikkerheden på Christiansborg. Det er også sket i lyset af den skærpede terrortrussel efter flere angreb i Europa de senere år.

/ritzau/