Chefredaktør på Zetland Lea Korsgaard har disket op med hård kritik af mediernes rolle i FE-sagen, alt imens hun selv har fejret runde fødselsdage med Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen.

Så meget ligger fast, efter at Lea Korsgaard først glemte at være åben om det personlige forhold, men sidenhen erkendte det over for Frihedsbrevet.

Men politisk kommentator og administrerende direktør for tænketanken Kraka Peter Mogensen går et skridt eller to videre:

Ifølge ham bliver Lea Korsgaard nemlig »brugt« af et regeringsapparat, der tager alle midler i brug. Og han mener, at chefredaktøren enten ikke er for kvik eller står i spidsen for »et anløbent medie«.

Det skriver Peter Mogensen på det sociale medie X.

Direkte adspurgt, om han ikke kører på lige lovlig skarpe skøjter, har han en erkendelse:

»Jo, det gør jeg nok,« siger Peter Mogensen:

»Men retningen og fortegnet er rigtig, og den står jeg ved.«

Han mener ikke, at debatten bør handle om, hvorvidt han har strammet en X-analyse lidt ekstra, men i stedet om den situation, Lea Korsgaard har bragt sig i.

En situation, hvor hun kritiserer mediefolk for ikke at være åbne om deres egne roller i FE-sagen og har lagt sig i brechen for at forsvare Barbara Bertelsen mod pressen, der ifølge Lea Korsgaard »uden skyggen af dokumentation« har rettet deres pegefingre mod hende i FE-sagen.

Men hvor Korsgaard også selv glemte at fortælle, at hun var med til Barbara Bertelsens 50-års-fødselsdag, mens Barbara Bertelsen var med til Korsgaards mands 40-års-fødselsdag.

»FE-sagen er ikke en politisk sag om en milliard mere eller mindre til kommunerne. Vi er helt inde i demokratiets sjæl,« siger Peter Mogensen.

Det er derfor, sagen er så bemærkelsesværdig, og det er derfor, han efterlyser en særdeles nøgtern debat og klar tale.

»Der er nødt til at være en bekymring for, hvorvidt hun er aktør på vegne af Barbara Bertelsen. Der er ikke noget i mig, der siger, at hun ikke er det, enten bevidst eller ubevidst.«

Er det ikke en ret grov anklage at skrive, at en chefredaktør på et dansk medie er blevet »brugt« af Statsministeriets departementschef?

»Det er ikke et synspunkt, jeg kan understøtte med fakta. Jeg tror ikke nødvendigvis, at Barbara Bertelsen og Lea Korsgaard har siddet og drukket rødvin, og så har Bertelsen spurgt, om ikke Korsgaard ville gå ud og hjælpe hende. Men jeg går ikke til nogen runde fødselsdage, uden at jeg er rimeligt gode venner med dem, der holder den.«

Derfor står han fast på sin pointe:

Enten løber Lea Korsgaard et beskidt ærinde, eller også har hun ikke forstået alvoren i den sag, hun beskæftiger sig med.

Ingen normal tjubangsnak

Lea Korsgaard selv har blandt andet i Berlingskes podcast »Pilestræde« slået fast, at hun begik en fejl ved ikke at nævne, at hun sås privat med Barbara Bertelsen. Hun slår dog fast, at hun ikke er decideret venner med departementschefen, og at hun ikke er inhabil i forhold til at skrive om FE-sagen.

Peter Mogensen tillader sig dog ret hurtigt at udelukke, at Lea Korsgaard kan have begået en ærlig fejl ved ikke på forhånd at deklarere sit forhold til Barbara Bertelsen.

»Debatten i hele kongeriget har nærmest snurret omkring departementschefen i Statsministeriet i flere år, så selvom Lea Korsgaard siger, at det er en fejl, er der rejst en enormt stor bekymring på hendes og hendes medies vegne,« siger Peter Mogensen.

Er beskyldninger som dem, du kommer med, ikke med til at puste til ilden snarere end at sikre den nøgterne debat, du selv efterlyser?

»Nej, for det er jo ikke mig, der er begyndt at skrive ting om Barbara Bertelsen uden at sige, at jeg sås med Barbara Bertelsen privat. Det er hende, der har servet, og jeg rækker hånden op på vegne af alle dem, der mener, at den her sag er gravalvorlig.«

Ikke desto mindre har blandt andre Socialdemokratiets retsordfører, Bjørn Brandenborg, indvendt, at Peter Mogensens spekulationer ikke er andet end »en skadelig konspirationsteori«, som han skriver på X.

Derfor understreger Mogensen, at hans budskab egentlig ikke er henvendt til Lea Korsgaard, men i stedet til alle dem, der deltager i debatten.

»Derfor er marginen for at lave fejl i den her debat 100 procent nul. Det er ikke den tjubangsnak, vi normalt har om politik.«

Men er det ikke lige så meget dig, der begår tjubangsnak i den her sag, når du skriver, som du gør?

»Min pointe er, at samtalen om FE-sagen bliver nødt til at være seriøs, og det vil chokere virkelig mange mennesker, når sådan noget her kommer frem. Indtil videre er det mest bare sådan nogle tosser som mig, der går op i den her sag, men den er lige ved at blive mainstream.«

Lea Korsgaard er chefredaktør for Zetland. Hun afviser selv, at der skulle være nogen problemer med inhabilitet.
Lea Korsgaard er chefredaktør for Zetland. Hun afviser selv, at der skulle være nogen problemer med inhabilitet. Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Har du nogensinde set Lars Findsen privat?

»Nej. Jeg kender Lars Findsen, men jeg har aldrig set ham privat. Han var ministersekretær i Justitsministeriet, da jeg var det i Finansministeriet. Så professionelt har jeg kendt ham i mange år, men jeg har ingen privat relation til ham.«

Claus Hjort Frederiksen?

»Nej.«

Berlingske har kontaktet Lea Korsgaard for at få hendes syn på sagen, men hun er ikke vendt tilbage på henvendelsen.