Chefredaktør for erklæret uafhængig netavis fik løn af Socialdemokratiet

Hvis man modtager betaling, så opstår der et afhængighedsforhold. Så er man per definition ikke uafhængig, siger professor.

Jens Jonatan Steen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ved to lejligheder har Socialdemokratiet betalt den erklæret uafhængige netavis Pios chefredaktør, Jens Jonatan Steen, for at agere studievært på partiets livesendinger på Facebook.

Det er sket i forbindelse med kommunalvalget sidste år og 1. maj 2017. Begivenheder, som chefredaktøren efterfølgende har skrevet om i netavisen Pio uden at nævne, at han har dækket dem for Socialdemokratiet imod betaling.

Det skriver Information.

»Det er sådan set bare fast business for mig. Når nogen vil indkøbe mig til at være vært eller ordstyrer, så gør jeg det,« siger Jens Jonatan Steen til Information og tilføjer, at han blandt andet også er fast tilknyttet foredragsbureauet Athenas og har løst opgaver for Danmarks Lærerforening.

Netavisen Pio er efter eget udsagn »uafhængig af organisationer og partipolitiske interesser.« Men hvis man vil være et uafhængigt medie, duer det ikke, at chefredaktøren tjener penge på at arbejde for et parti. Det vurderer professor Mark Ørsten fra Roskilde Universitet, der forsker i samspillet mellem journalistik og politik.

»Jeg kan simpelthen ikke se, at man kan forene de to ting,« siger han.

»Hvis man modtager betaling, så opstår der et afhængighedsforhold. Så er man per definition ikke uafhængig.«

Han tilføjer, at Netavisen Pio »som minimum« burde have gjort deres læsere opmærksomme på, at chefredaktøren havde fået penge for at dække begivenhederne for dem, så de kunne forholde sig kildekritisk til artiklerne.

De nye oplysninger kommer på et tidspunkt, hvor Netavisen Pio af Venstre er blevet beskyldt for at være en »forlænget arm for Socialdemokratiet«. Både chefredaktør Jens Jonatan Steen og Socialdemokratiet har afvist, at der skulle være nogen form for samarbejde – hverken formelt eller uformelt – mellem Pio og partiet. Men som Information kunne afdække fredag, har chefredaktøren deltaget i interne møder i partiets kommunikationsafdeling, selv om den slags møder normalt er lukket land for journalister.

Jens Jonatan Steen ønsker ikke at oplyse, hvor meget Socialdemokratiet betalte ham for at være studievært. Han kan ikke se noget problem i, at han via sit private firma har modtaget betaling fra Socialdemokratiet. Og han afviser, at det skulle kunne påvirke Pios uafhængighed.

»Jeg tænker da snarere, at hvis jeg ikke fik løn for det, ville det være et problem,« siger Jens Jonatan Steen.

Information har spurgt Socialdemokratiet, hvordan Jens Jonatan Steens bijob som studievært for partiet harmonerer med påstanden om, at der ikke er noget samarbejde mellem Socialdemokratiet og Netavisen Pio.

»Det er absurd at gøre det odiøst, at Jens Jonathan Steen har været interviewer på de sociale medier. Skulle vi så også have et særligt samarbejde med Fyens Stiftstidende, fordi vi har brugt Troels Mylenberg og Elisabet Svane som moderatorer på Folkemødet?,« udtaler gruppenæstformand Dan Jørgensen i en skriftlig kommentar.

Adspurgt af Information oplyser partiet dog, at de to ikke fik honorar. Troels Mylenberg siger til Information, at han fik en pose karameller, som han delte ud af på redaktionen.