Centrale partier indkaldes til nye forhandlinger om at danne regering
SF, De Radikale og Moderaterne forhandler torsdag, mens Enhedslisten og Alternativet skal forhandle onsdag.

SF, De Radikale og Moderaterne forhandler torsdag, mens Enhedslisten og Alternativet skal forhandle onsdag.

Socialdemokratiet indkalder en række partier til nye forhandlinger om at danne regering onsdag og torsdag.
Det fremgår af en pressemeddelelse om forhandlingerne, som har nået en ny fase, efter at nogle af partierne er begyndt at forhandle samlet, mens andre fortsat møder op hver for sig.
Enhedslisten og Alternativet er hver for sig indkaldt onsdag, hvilket var bekræftet af partierne. Det er klokken 11.15 og 14.30.
Torsdag er SF, De Radikale og Moderaterne samt de nordatlantiske medlemmer af Folketinget indkaldt til forhandlinger på Marienborg, som er statsministerens embedsbolig.
De nordatlantiske medlemmer mødes klokken 14.00, mens partierne mødes klokken 17.00 torsdag.
Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Moderaterne har tilsammen 82 mandater og får derfor brug for andre partier til at støtte dem.
Med Enhedslistens mandater når de over 90 mandater, hvilket er nok til at sikre et flertal. Alternativet kan blive tilføjet som støtteparti, hvilket også kan gælde nogle af de nordatlantiske mandater.
Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale har forhandlet i pinsen, men der var ikke officielle forhandlinger tirsdag.
Dagen blev i stedet brugt på at regne nogle ting igennem og at afklare spørgsmål mellem visse partier.
Søndag begyndte de nye forhandlinger, efter at fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) var blevet udpeget til kongelig undersøger.
Inden da havde Venstres formand, Troels Lund Poulsen, haft rollen som kongelig undersøger i to uger.
Men Moderaterne havde ikke appetit på en VLAK-regering, og derfor er det igen forhandlinger med Mette Frederiksen for bordenden.
Her sad hun over seks uger efter folketingsvalget 24. marts, inden at Moderaterne mistede tålmodigheden og gav Venstres formand en chance.
Der blev søndag forhandlet i omkring otte timer på Marienborg, og mandag varede forhandlingerne i over otte timer.
Forhandlingerne har slået alle rekorder for, hvor lang tid det tager at få en regering på plads.
/ritzau/