Under et samråd onsdag eftermiddag siger justitsminister Nick Hækkerup (S) for første gang, at en helt central telefonsamtale mellem Justitsministeriet og Rigspolitiet 5. november om aflivning af mink foregik »på ledelsesniveau«.
Oplysningen kommer, efter at Folketingets Retsudvalg i flere omgange har spurgt ind til og boret i, hvilke medarbejdere i Justitsministeriet og politiets centrale myndighed, der var involveret i dialogen mellem de to myndigheder.
Nick Hækkerup afviser dog at oplyse nærmere om, præcis hvilke medarbejdere der er tale om:
»Jeg kan ikke eksponere enkeltmedarbejdere. Jeg kan heller ikke sige det på en måde, så man kan identificere, hvem det er,« siger ministeren på et samråd onsdag eftermiddag i retsudvalget.
Samtalen den 5. november er central i forløbet.
Det var her, at Justitsministeriet gjorde Rigspolitiet opmærksom på, at der ikke var lovhjemmel til aflivningen af samtlige landets mink, som statsminister Mette Frederiksen dagen forinden – 4. november – beordrede på et pressemøde.
Men alligevel udarbejdede Rigspolitiet den efterfølgende dag – 6. november – et omstridt actioncard, hvor politifolk blev instrueret i at true minkavlerne, hvis de ikke frivilligt ville hjælpe myndighederne.
Derfor har en række partier ønsket svar på, hvad der blev sagt i samtalen 5. november.
Indtil nu har det været uklart, hvad der præcist blev sagt i samtalen, og hvem der deltog i den. Med Nick Hækkerups ord foregik samtalen altså på »ledelsesniveau«, lyder det nu.
Samtidig slår justitsministeren fast, at der ikke findes telefonnotater fra samtalen – hverken i Justitsministeriet eller Rigspolitiet.
Tidligere har Justitsministeriet oplyst, at man i samtalen gjorde Rigspolitiet opmærksom på, at der manglende lovhjemmel, og at der var en hastelov på vej, der skulle lovliggøre aflivningen.