Central del af regeringens udlændingepolitik møder skarp kritik fra socialdemokratisk bagland: »Det giver ingen mening«

En stribe socialdemokratiske borgmestre, viceborgmestre og borgmesterkandidater udtrykker nu højlydt undren over regeringens hjemsendelser af syrere i job og uddannelse. Lige nu bliver flygtninge i Danmark nemlig bedt om at pakke taskerne og rejse tilbage til hjemlandet. Det gælder også, hvis de er i beskæftigelse, hvilket vækker undren i det socialdemokratiske bagland på et tidspunkt, hvor der er mangel på arbejdskraft.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes regering har fastholdt de stramninger om opholdstilladelse, som partiet var med til at vedtage under den tidligere regering. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

I en situation, hvor Danmark skriger efter arbejdskraft, bliver udlændinge i job bedt om at pakke deres ting og forlade landet.

Danmark mangler både faglært og ufaglært arbejdskraft, og i fremtiden bliver udfordringen kun større. Alligevel får udlændinge i både job og under uddannelse i disse år inddraget deres opholdstilladelse. Aktuelt er det især syriske statsborgere, der bliver ramt.