Carl Holst brugte 827.000 regionskroner på direktør-splid

Da Carl Holst var formand for regionsrådet i Region Syddanmark brugte regionen 827.000 kroner på advokater for at udrede forholdet mellem to direktører i regionen.

Ny skidtbunke samler sig om Carl Holst Forsvarsordførere: - Dyb
Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Den politiske ledelse i Region Syddanmark med daværende regionsrådsformand Carl Holst (V) i spidsen besluttede i februar at bruge 827.000 kroner på en advokat.

Forholdet mellem den daværende regionsdirektør Mikkel Hemmingsen og sundhedsdirektør Jens Elkjær var nemlig så betændt, at en advokat måtte ind over for at udrede det, skriver Fyens.dk.

Det fremgår ifølge mediet af en fortrolig orientering, som regionsdirektør Jane Kraglund har givet regionsrådets 41 politikere.

Striden mellem de to direktører gik på, at Jens Elkjær ønskede at få en generationsskifteaftale, der gav mulighed for et ekstra tillæg på 15 procent af hans årsløn samt bedre pensionsvilkår.

Men det var Mikkel Hemmingsen, der som øverste chef for administrationen skulle godkende aftalen, umiddelbart ikke indstillet på at give, skriver Fyens.dk.

»På grund af store uenigheder om grundlaget for forhandlingerne og samarbejdsproblemer i øvrigt, vurderer Carl Holst, at det var nødvendigt at anvende ekstern bistand,« skriver Jane Kraglund i orienteringen til regionsrådet.

Efter at advokat Jørn Vinding havde brugt 75 timer på at få de to kamphaner til at enes, sendte han en regning på 340.000 til Region Syddanmark, og Jens Elkjær fik godkendt generationsskifteaftalen af forretningsudvalget.

Ifølge Fyens.dk fortsatte samarbejdsvanskelighederne dog, og derfor valgte Region Syddanmark at udvide kontrakten med advokaten.

Han endte med at bruge yderligere 152 timer på arbejdet, hvorefter han sendte en regning på 487.000 kroner til regionen.

Ifølge Fyens.dk fik advokatens hjælp dog ikke den store betydning, og i 2015 afleverede konsulentfirmaet Muusman en rapport til regionsrådet, der slog fast, at Jens Elkjær havde store samarbejdsproblemer.

I rapporten, der blev udarbejdet på baggrund af stribevis af interview med personale og politikere i Region Syddanmark, blev det fastslået, at Jens Elkjær skulle placeres på en retrætepost som kommitteret uden ansvar for sygehusene i Regionen.