Camre erkender medskyld i københavnsk terror

Den kontroversielle DFer erkender, at hans støtte til en lov fra 1983 har medvirket til terror i Danmark. »Jeg kan føje mig selv til rækken af blinde.«

Mogens Camre, Dansk Folkeparti. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mogens Camre, tidligere folketingsmedlem og europaparlamentariker for Dansk Folkeparti, vakte kort efter terrorangrebet i København vild debat med en omstridt udtalelse.

»Jeg vil sige det på den måde: Alle, der har sagt nej til vores krav om at lukke grænserne er medskyldige. Sagen er den - meget enkelt - at de ting, vi ser, har vi set i hundrede år i Mellemøsten. Vi har også set dem i stigende grad i de sidste 30-40 år, og så tror man, at man kan lukke den kultur ind, og så sker der ingenting. Så er man bare historisk analfabet,« sagde han.

Han var ikke den eneste DFer, der i kølvandet på terrorangrebet uddelte politisk skyld, og ikke mindst udlændingeloven af 1983 fik en hård verbal medfart. Bl.a. fra forsvarsordfører Marie Krarup, der mente, at selvsamme lov »åbnede portene« til Danmark, og folketingskandidat Aia Fog, der slog fast, at loven »har ligget til grund for den massive indvandring siden 1983«.

Men selv stemte Mogens Camre som socialdemokratisk folketingsmedlem i 1983 ja til netop udlændingeloven, der bl.a. sikrede retskrav til familiesammenføring og formelt udvidede flygtningebegrebet i dansk retspraksis.

Politiko.dk har derfor spurgt Mogens Camre, der i dag sidder i Gladsaxe Byråd for DF, om han dermed selv mener at have skyld i attentaterne.

Du sagde efter terrorangrebet, at »alle, der har sagt nej til vores krav om at lukke grænserne er medskyldige.« Men når du selv har stemt for den her lov i 1983, har du så en del af skylden, hvis vi skal følge dit argument?

»Det kan du godt sige, men jeg bliver nødt til at sige, at der jo lovgives på utallige områder, hvor man relativt hurtigt finder ud af, at lovgivningen er forkert, og så laver man en ændring. Du kender jo godt det gamle latinske ordsprog, at det er menneskeligt at fejle, men umenneskeligt at blive ved med det. Når man erkender en mangel, en fejl, noget som ikke er tiltænkt, så skal man lave lovgivningen om.«

»Jeg vedkender mig helt den skyld, men jeg vil sige det på den måde - og derfor vil jeg også frikende andre - at vi jo ikke gennemskuede, at der var en hensigt. Du kan sige, at vi var for dumme. Vi vidste for lidt om demografi og tænkte i for ringe grad over den økonomiske forskel mellem det danske bistandssystem og levestandarden i Mellemøsten.

Vi handlede ud fra en humanistisk synsvinkel om, at der var mennesker, der var forfulgt for deres tro og deres opfattelse af frihed. Den gamle tankegang var jo, at mennesker var forfulgt efter Anden Verdenskrig og de kommunistiske overgreb i Østeuropa,« siger han.

En del af S-toppen

I 1983 sad Mogens Camre i Folketinget for Socialdemokraterne og tilhørte som finansordfører partiets top. Om sin egen stemme den 3. juni 1983, hvor udlændingeloven blev vedtaget, siger han, at »jeg tager mig gerne den skyld på«.

»Vi var rent ud sagt uvidende om, hvad vi gjorde. Vi havde slet ikke forudset det her, slet ikke i den socialdemokratiske gruppe - der var jo partidisciplin. Det, der skete, var, at Hans Gammeltoft Hansen (daværende formand for Dansk Flygtningehjælp) jo havde meget, meget travlt med at manipulere. Det var Det Radikale Venstre, der tvang Schlüter-regeringen, fordi Schlüters VK-regering jo hang på radikale stemmer. Det var de Radikale, der gennemtvang det ud fra deres almindelige godhed med, at de rige i Europa sandelig skal lukke grænserne op for, at de fattige udenfor kan komme ind,« siger han.

»Men det er en egentlig folkevandring (der var tale om, red.), og det ender galt. Det kan ikke lade sig gøre.«

Nu taler du om partidisciplin, men du sad selv i bestyrelsen for folketingsgruppen på det her tidspunkt, hvor loven bliver vedtaget, så kunne du ikke bare have stemt nej?

»Altså, teoretisk set har du selvfølgelig ret. Men jeg kan føje mig selv til rækken af blinde. Der blev kørt en kampagne, hvor det her bare var en retfærdighedshandling over for en række stakkels, forfulgte mennesker. Og den kunne jeg da selv fulgt ud tilslutte mig, for jeg havde da selv tidligere arbejdet for, at nogle af de forfulgte grækere fik ophold i den frie del af Europa.«

Der gik alligevel 16 år, før du meldte dig ud af Socialdemokratiet. Hvorfor forlod du ikke partiet noget hurtigere?

»Altså, jeg forlod folketingsgruppen i 1987. Men de holdninger, du i dag finder i Dansk Folkeparti i dag, fandtes dengang ganske udbredt i Socialdemokratiet. Der var mange i Socialdemokratiet, der var ekstremt kritiske. Og jeg havde travlt med at være embedsmand. I 1994 besluttede jeg mig for at skrive om det.«

»Jeg ville vide, hvad holdningerne var i Socialdemokratiet. Jeg meldte mig derfor til en studiekreds i Bagsværd. Der oplevede jeg, at de mennesker havde ekstremt kritiske holdninger til stort set alt, hvad partiet foretog sig. Og set med dagens øjne var de langt væk fra det, der var den socialdemokratiske linje. Jeg oplevede så det morsomme, at jeg fik skæld ud, fordi de så mig som en eksponent for gruppen, og skældte ud på mig for ikke at forstå, hvad der foregik.«

Alligevel meldte du dig ikke ind i Fremskridtspartiet, som var det eneste på det her tidspunkt, der for alvor gik imod indvandringen til Danmark...

»Nej, det gjorde jeg ikke af den simple grund, at Fremskridtspartiet jo på mange måder var et useriøst parti. De udtrykte tingene alt for firkantet, og det gjorde de jo på alle områder. Når udgiftsudviklingen i Danmark i de år jo løb løbsk, var det jo, fordi det var umuligt at udtale ordet »effektivisering af den offentlige sektor« uden at blive beskyldt for at være fremskridtsmand. Glistrups fuldstændige umådeholdenhed var jo grotesk og pjattet.«

Man talte for døve øren

Mogens Camre har i to årtier været kendt som en af dansk politiks mest indvandrer- og islamkritiske stemmer, ikke mindst siden han i 1996 skrev bogen »Danmark ved en korsvej,« hvori han kræver markante udlændingestramninger.

Selvom han altså i 1983 stemte for udlændingeloven, mener han, at andre politikere burde have erkendt de negative konsekvenser af indvandringen i 1990erne.

»Men man talte før døve øren. De, der havde en interesse i det her - rettighedsfundamentalisterne - råbte jo »racist« og »nazist«, og jeg ved gud hjælpe mig ikke hvad. Det er jo ikke en debat, som er fordomsfri. Der er nogen, der har en anden dagsorden end den at diskutere det egentlige emne. Når man går ind og på den måde vil fordreje debatten og vil beskylde modparten for at have nogle angribelige holdninger, såsom nazisme... Altså, som ni-årig så jeg min far blive arresteret af Gestapo, og derfor må jeg sige, at jeg bliver rasende, når man taler om mine holdninger som nazisme. Og det er ikke det, Dansk Folkeparti repræsenterer.«

Allerede i 1980erne luftede en anden af Danmarks mes markante indvandrerkritiske stemmer, Søren Krarup, sin udtalte utilfredshed med udlændingelovgivningen. Han og Mogens Camre skulle sidenhen blive partifæller i Dansk Folkeparti.

Har du nogensinde talt med Søren Krarup om, at du selv stemte for den her lov, som han jo om nogen har kritiseret i eftertiden?

»Ja, han bebrejder mig med jævne mellemrum, det kan jeg love dig.«