Caffe-latten, der væltede

Merete Riisager (LA) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den unge Yahya Hassan er nået igennem til caffe-latte-segmentet. Det er en bedrift i sig selv, men hvorvidt de kulturradikale fremadrettet vil vedkende sig, at ytringsfriheden reelt er truet, det må tiden vise.

Fyns Politis udmelding om, at de ikke så sig i stand til at beskytte den unge forfatter ved et besøg i Vollsmose og den deraf følgende mediestorm, blev tilsyneladende dråben, der fik bægeret til at flyde over. I hvert fald udtalte både kulturminister Marianne Jelved (R) og socialminister Annette Vilhelmsen (SF) en skarp kritik af politiets prioriteringer. Og kulturredaktør ved Politiken Rune Lykkeberg fulgte op med en konstatering af, at ytringsfriheden i praksis er truet. Mon isen er ved at smelte? I hvert fald er det gode nyheder, at politikere og samfundsdebattører kan samles om at fordømme, at Yahya Hassan bliver truet på livet, og at disse trusler er lig med en reel trussel mod ytringsfriheden.

Men hvorfor der skulle en ung, smuk forfatterspire til at få øjnene op hos de kulturradikale kan man kun gisne om. Mange er blevet truet før ham. I flæng kan blandt andet nævnes balladen om Muhammed-tegningerne, attentatet mod Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet og trusler mod fremtrædende politikere og samfundsdebattører som Pia Kjærsgaard og Naser Khader, der i evigheder har måttet indkapsle deres privatsfære med PET-agenter. Også mindre kendte debattører som Morten Uhrskov Jensen og islamkritiker Firoozeh Bazrafkan har oplevet, hvordan deres ytringer er blevet mødt med henholdsvis hærværk og spytklatter – sidstnævnte til stor begejstring for en såkaldt ”rollemodel”, som Integrationsministeriet havde ansat. Dertil er den tidligere imam Ahmed Akkari ej at forglemme. Han må i dag leve en meget nedtonet tilværelse for at kunne være i fred.

Alle disse hændelser til trods står Yahya Hassan alene tilbage som den, der er trængt igennem til kultur-eliten. Det fortjener han al mulig ros for, men det ændrer desværre ikke på, at politikere og samfundsdebattører alt for længe har villet nedtone problemerne. Derfor er det nærliggende at spørge, om de nu er parate til at erkende problemernes omfang? Og om de vil afsværge sig deres mentale skyklapper og begynde at tale om årsagerne? For venstrefløjens klassiske fortælling om, at der kun er tale om enkelte bøller, der ødelægger det for alle andre, og at der ikke er tale om kulturelle problemer, men kun sociale, harmonerer ikke med den virkelighed, vi i disse dage ser afbilledet gennem Yahya Hassan. Jeg vil derfor ønske mig, at politikere som Marianne Jelved og Annette Vilhelmsen bevæger sig så meget, at de indser følgende:

1. Kulturkritik er blevet farlig i Danmark. Ikke al kulturkritik. Man kan stadig rette en skarp og spydig kritik mod et lokalsamfund i Nykøbing Falster, sådan som Knud Romer har gjort det, eller man kan hævde, at Margrethe d. II er en uduelig amatør og klatmaler. Det er ufarligt. Men retter man en skarp og vedvarende kritik mod islam, så er man i fare for at blive udsat for repressalier. Det er virkeligheden.

2. Der er ikke tale om enkelte bøller. Hvis det var tilfældet, vil det næppe være muligt for dem at forfølge ovenstående kulturkritikere i et omfang, så det kunne mærkes. Og det vil være let for politiet at finde dem og holde dem i skak. Problemet er mere omfangsrigt, og det gør løsningerne mere komplekse. Selve omfanget af de trusler, de sociale medier flyder over med, viser at problemet er større, end vi ønsker at tænke på. Første skridt er at erkende, at truslerne udgår fra en bredere kreds.

3. Problemerne er ikke bare sociale. Trusler mod eksempelvis kulturkritikere som Yahya Hassan og Firoozeh Bazrafkan kan ikke affejes med, at der er tale om få stakler, der sender deres trusler fra den yderste boligblok i Vollsmose. Truslerne udstedes også af højtuddannede islamister, der bidrager til at udbrede had, sådan som samfundsdebattøren Naser Khader har påpeget mange gange. Og når selv en såkaldt ”rollemodel” kan hylde overgreb, er der tale om en kulturel legitimering, der når bredere ud. Udfordringen er ikke anden etnisk baggrund, men en anden etisk baggrund blandt nogle grupper af danske muslimer.

4. Der foregår en kulturkamp blandt danske muslimer. De moderne og frihedssøgende er længe blevet ignoreret af venstrefløjen, fordi deres tilstedeværelse har besværliggjort den fastfrosne og stiliserede fortælling om, at alle muslimer er ofre. Yahya Hassans indtræden på scenen skærer forskellene ud i pap. Og det nødvendiggør en stillingtagen, sådan som jeg skrev om i indlægget: ”I sabeltigerens hule”.

Hvis en bred erkendelse af ovenstående præmisser kan præge debatten omkring Yahya Hassan, så er meget opnået. Det vil bringe os videre med at få løst det helt konkrete problem, at vi i et demokratisk samfund hverken kan acceptere eller se passivt til, mens kulturkritik bliver noget, man må betale med sin personlige sikkerhed for at udføre. Uanset, hvad der sker, når Yahya Hassan tirsdag aften taler i Vollsmose, så er caffe-latten væltet, og det er godt.