Byggeriet jubler over Løkkes garanti

Dansk Byggeri er godt tilfreds med Lars Løkke Rasmussens melding om, at håndværkerfradraget genoplives ved en borgerlig valgsejr. Nu efterlyser organisationen bare et snarligt valg.

Dansk Byggeri jubler over Lars Løkke Rasmussens (V) forsikring om, at BoligJobordningen, også kendt som håndværkerfradraget, genindføres med tilbagevirkende kraft, hvis de borgerlige vinder det kommende folketingsvalg.

Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeris administrerende direktør, understreger behovet for en hurtig afklaring, da usikkerheden præger markedet. Han fortæller, at virksomhederne i øjeblikket oplever, at kunder venter med at bestille arbejdet, og mange håndværksmestre har allerede sendt medarbejdere hjem som en direkte konsekvens af, at håndværkerfradraget er afskaffet.

»Vi er derfor allermest optaget af at få en afklaring. I dag (onsdag, red.) har vi fået et løfte om en genindførelse med tilbagevirkende kraft, og det er klogt og rigtig at sende det signal til de forbrugere, der tøver med at hyre håndværkere,« siger Lars Storr-Hansen i en pressemeddelelse og tilføjer:

»Tilbage står naturligvis spørgsmålet om valgdatoen, og her må vi sige, at jo før vi får et valg desto bedre. Det vil skabe afklaring om, hvorvidt ordningen genoplives, eller om den er død«.

Onsdag sagde Lars Løkke Rasmussen:

»Over 500.000 danskere har benyttet sig af BoligJobordningen, som regeringen har afskaffet her ved årsskiftet. Det har været en bragende succes, der har givet flere private arbejdspladser, flere praktikpladser og gjort sort arbejde til hvidt. Derfor vil Venstre genindføre BoligJobordningen med tilbagevirkende kraft, hvis Venstre får regeringsmagten efter et valg«.