Brothas-talsperson frikendt for våbenbesiddelse

Talsperson og ledende medlem fra grupperingen »Brothas«, som er en del af bandekonflikten i København, er blevet frikendt for våbenbesiddelse.

Arkivfoto: Retten i Lyngby. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarke Bo Olsen

En af de helt centrale personer i den verserende bandekonflikt i København er i dag blevet frikendt for våbenbesiddelse.

Talsperson for gadebanden Brothas, 32-årige »Plomo« eller »Mo«, blev i dag frikendt ved retten i Lyngby for besiddelse af en pistol brugt i forbindelse med et skyderi i Lyngby sidste år. Berlingske er bekendt med Plomos rigtige navn.

Plomos forsvarsadvokat Anders Schønnemann Olesen tilfreds med afgørelsen.

»Vi mener helt klart også, at det er det rigtige. Der var tale om et våben fundet tyve meter fra den lejlighed, hvor min klient opholdte sig. Og han havde været der to-tre minutter, da politiet stormede stedet,« siger Anders Shønnemann Olesen.

Berlingske forsøger at indhente en kommentar fra anklagemyndigheden, men ifølge Anders Schønnemann Olesen var der i dag ikke taget stilling til, hvorvidt anklagemyndigheden vil anke dommen.

En 19-årig mand og en 23-årig mand blev frikendt for drabsforsøg i sagen, men kendt skyldige i grov vold ved skyderi, ligesom de blev kendt skyldige i besiddelse af en 9mm pistol - den samme som Plomo også var tiltalt for at være i besiddelse af.

 

I sagen blev også en 18-årig mand dømt for deltagelse i vold i form af knytnæveslag og spark.

Sagen drejer sig om et skyderi natten mellem den 4. og 5. juli 2016 på et stisystem ved Lundtoftegårdsvej i Lyngby.

Pistolen fra skyderiet blev den 17. oktober 2016 fundet af politiet i forbindelse med en ransagning af et formodet skjulested for banderelaterede.

Pistolen blev fundet af politiet i et buskads udenfor en lejlighed, hvor Plomo opholdt sig sammen med den 19-årige og den 23-årige mand.

Plomo var tiltalt efter paragraf 192a om våbenbesiddelse, som kan have en strafferamme på flere års fængsel. Derudover havde anklagemyndigheden nedlagt påstand om udvisning med henvisning til, at »Plomo« er marokkansk statsborger.

Dommerne voterer fortsat om den endelige strafudmåling for de tre dømte mænd i sagen.