Brian Mikkelsens spindoktor dræbt i ulykke

Finn Möbius kørte fredag galt og døde. Økonomi- og erhvervsministeren skal nu finde sin fjerde spindoktor på syv måneder.

Finn Møbius Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af ukendte årsager kørte Brian Mikkelsens spindoktor Finn Möbius pludselig over i det modsatte vejspor, da han fredag kom kørende ad Holbækvej ved Kalundborg.

Her stødte han sammen med fire biler, før han til sidst ramte en parkeret bil i vejsporet. Han døde kort tid efter på ulykkesstedet. Det kan Ekstra Bladet i dag fortælle.

Ulykken skete kun få minutter fra rådgiverens hjem i Jerslev, hvor han boede sammen med sin hustru Helle Nordfjeld Möbius.

Søndag fortalte Brian Mikkelsen så sine Facebook-venner om tabet af sin spindoktor, som kun nåede at være rådgiver for økonomi- og erhvervsministeren i fem måneder.

- Jeg har mistet min betroede medarbejder og ven Finn Möbius. Han døde i en tragisk trafikulykke fredag eftermiddag tæt på Kalundborg. Det er et stort tab, skriver Brian Mikkelsen på sin Facebook-profil og tilføjer:

- Jeg savner ham meget.

Her bruger han samtidig lejligheden til at fortælle, hvordan han vil huske sin tidligere rådgiver.

- Finn var altid ekstremt energisk, fuld af gode ideer. Altid positiv overfor andre og havde altid et smil på læben. Han kunne tale i telefon i timevis, eller midt under hårdt arbejdspres siddende i stolen foran mit skrivebord fortælle sjove parti eller journalistiske anekdoter fra gamle' dage - så vi skraldgrinede sammen, skriver ministeren på sin væg.

Ulykken skete to dage før Grundlovsdag, som Finn Möbius havde glædet og forberedt sig til, fortæller Brian Mikkelsen.

- Finn's replik da han sagde farvel til mig onsdag aften var, at han glædede sig til at få mere tid til vores fælles projekter i weekenden, hvor han bl.a. forberedte dagens mange grundlovsmøder. SMS'erne og mailsene væltede da også ind torsdag og fredag, skriver Mikkelsen og fortsætter:

- Og pludselig stoppede de. Fredag mistede vi et stort menneske.

Brian Mikkelsens tanker går lige nu til hustruen Helle, som han 'talte meget om og altid glædede sig til at være sammen med.

Möbius er Brian Mikkelsens tredje rådgiver på blot syv måneder. I november forlod Sandy French ham til fordel for en chef-stilling i DR. I januar gik spindoktor Billy Adamsen af efter kritik. Og blev afløst af netop Finn Möbius.

Finn Möbius bisættes på lørdag den 11. juni kl.11.00 i Kirke Såby kirke.