Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det bliver efter alt at dømme Lars Barfoed, der fremover skal stå i spidsen for Det Konservative Folkeparti.
Fredag nat afliver Økonomi- og Erhvervsminister Brian Mikkelsen alle forlydender om et kampvalg om formandsposten og peger på justitsminister Lars Barfoed som ny leder af De Konservative.
- Jeg er meget glad for de mange opfordringer til at afløse Lene Espersen som leder af Det Konservative Folkeparti, som både Lars Barfoed og jeg har modtaget, skriver Økonomi- og Erhvervsminister Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.
- Vi har her til aften mødtes og drøftet partiets fremtidige politik og strategi, som vi er helt enige om, og jeg vil på den baggrund varmt anbefale, at folketingsgruppen vælger Lars Barfoed som ny politisk leder, lyder det fra Brian Mikkelsen.
Partiets politiske leder, Lene Espersen, trak sig torsdag fra posten, og flere mente, at det derfor skulle afgøres mellem Barfoed og Mikkelsen, hvem der skulle tage over som ny leder.
Lars Barfoed ønsker natten til fredag ikke at kommentere, at Brian Mikkelsen nu peger på ham som ny politisk leder af De Konservative.
En frisk Gallup-måling viser ellers, at Lars Barfoed ikke er vælgernes bud på en vej ud af den konservative krise.
Kun fem procent af vælgerne siger i den helt nye Gallup-måling, at de vil stemme på Det Konservative Folkeparti, hvis partiet får Lars Barfoed som leder. Det er samme rekordlave niveau, som de Konservative har måttet nøjes med i de seneste ugers meningsmålinger. Og langt under valgresultatet fra 2007 på 10,4 procent.
Fredag klokken 12.00 mødes de 17 medlemmer af den konservative folketingsgruppe for formelt at beslutte, hvem der skal følge efter Lene Espersen som politisk leder.
/ritzau/MEKO
Web-tv: Her tager Lene Espersen sin afsked: