Brian Mikkelsen om 2050: Skat på 25 pct. og slut med SU

Selskabsskatten er væk, det samme er SUen og en række andre offentlige ydelser. Familien og det personlige ansvar er i højsædet – og Danmark er i eliteklassen, når det kommer til forskning og uddannelse. Velkommen til Brian Mikkelsens (K) drømmedanmark anno 2050.

I Brian Mikkelsens drømmedanmark anno 2050 er alle hospitaler private, og borgerne kan selv vælge, hvor de ønsker at blive behandlet. Her er den konservative gruppe­formand fotograferet på privathospitalet Aleris-Hamlet i København. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 1989 – da Det Konservative Folkeparti sad tungt på magten i Danmark – vandt den dengang 23-årige KU-formand Brian Mikkelsen en kronikkonkurrence med sin fremtidsvision for Danmark i år 2000. Han spåede eksempelvis, at brugen af elektronisk post ville være dagligdag, når nu alle havde computere, også derhjemme.

Så langt fik han i hvert fald ret. Nu har Berlingske givet Brian Mikkelsen, i dag de Konservatives gruppeformand og ordfører for bl.a. erhverv, vækst og skat, mulighed for endnu en gang at spejde ud i fremtiden og tegne det fremtidsscenarie, som han ønsker sig for Danmark anno 2050.

Velkommen til »Konshøj«.

Marginalskatten lyder på 25 procent. Regionerne er for længst væk. Kommunerne er vokset i størrelse, men skrumpet i antallet af ansatte, for i 2050 tager det offentlige sig af langt færre opgaver end i dag. Alle opgaver, der kan løses af private, bliver det.

»Den offentlige sektor kan ikke blive ved med at vokse. Vi bliver flere ældre, og vi lever længere, og det vil sige, at de offentlige udgifter vil eksplodere. Der er en maksimumgrænse for, hvad folk vil betale i skat, og så bliver man nødt til at udlicitere nogle af de opgaver, som staten har i dag. Vi skal flytte pengene fra det offentlige til det private. Det frigør ressourcer til borgerne, som de kan bruge på selv at prioritere,« siger Brian Mikkelsen.

Men lad os begynde fremtidsrundturen hos en familie – lad os kalde dem familien C – for i »Konshøj« i 2050, hvor langt mere ansvar er lagt over på individet, er familien meget mere i højsædet end i dag.

Hr. C arbejder i en stor, international virksomhed. I begyndelsen af 00erne flyttede virksomheden ellers størstedelen af sin produktion til udlandet for at spare på omkostningerne, men nu er den tilbage i Danmark, der har fået et mere attraktivt omkostningsniveau for erhvervslivet. Selskabsskat betaler man ikke længere, og også andre skatter og afgifter for erhvervslivet er blevet reduceret.

»Der vil være en anden erkendelse af, at bare det, at der er virksomheder i Danmark, genererer arbejdspladser og indtægter for de mennesker, der arbejder der.«

Forrige år havde Hr. C et hjertetilfælde, og han blev fluks opereret på det store privathospital i den anden ende af landet, der har specialiseret sig i hjertekirurgi. I 2050 er der ingen offentlige hospitaler længere.

»Vi har slet ikke brug for offentlige sygehuse. Der vil være en langt større konkurrenceevne blandt privathospitaler for at gøre tingene bedre. De vil blive målt på en række parametre; hvor mange bliver helbredt, hvor mange bliver syge under behandlingen osv. – og så kan jeg som borger søge hen, hvor jeg vurderer, det er bedst.«

Operationen blev betalt af den sygekasse, som familien C betaler til. For i »Konshøj« har adgangen til velfærd udviklet sig fra det universelle, skattefinansierede system, vi kender i dag, til et forsikringsprincip som det tyske.

»Folk vil ikke længere finde sig i, at man ikke får en ordentlig behandling i det offentlige, så flere vil søge over mod forsikringssystemet. Her kommer sygekasserne til at konkurrere mod hinanden om den bedst mulige service, og så kan vi som borgere vælge, hvor vi vil tegne forsikring.«

Det var ikke noget problem, at Hr. C skulle opereres af hjertespecialister i den anden ende af landet, for højhastighedstog kan nu fragte borgerne på tværs af Danmark på kort tid. I de 12 største byer er der etableret letbaner, så også transporten inden for bygrænserne er blevet både hurtigere og smidigere.

Fru C arbejder på det private universitet, som Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har etableret, og som løbende samarbejder med amerikanske MIT i Boston. Her betaler de studerende for deres uddannelse, men kan til gengæld prale af at blive uddannet på et universitet i den internationale eliteklasse.

Hun taler oftest engelsk på arbejde, for hendes kolleger tæller en bred vifte af nationaliteter. Danmark har brug for kvalificeret arbejdskraft, så grænserne er i dag blevet langt mere åbne for udlændinge, der kommer hertil for at studere, forske eller arbejde, mens det derimod er blevet sværere at komme hertil som flygtning eller familiesammenført.

Den ældste søn i familien, Junior C, har sin daglige gang på det offentlige universitet i »Konshøj«, der har et langt mere udbygget samarbejde med erhvervslivet, end vi kender det i dag. Han bliver eksempelvis undervist af ph.d-forskere, der er udstationeret fra både danske og udenlandske virksomheder. Også staten poster løbende penge i universitetet, for i 2050 er forskning, uddannelse og innovation den største post på det offentlige budget.

»Vi skal skubbe ressourcer i den retning, så vi hele tiden bliver klogere og dygtigere. Vi skal have universiteter i international top ti-klasse i 2050, og det kræver, at vi også får private ressourcer ind via et meget tættere samarbejde med virksomhederne.«

Junior C og hans medstuderende får ikke SU ind på kontoen hver måned. Den ydelse er afskaffet.

»Vi er nødt til at flytte pengene fra passiv forsørgelse over i aktiv investering i uddannelse, og i det samfund er der ikke råd til at give SU. I 2050, hvor den internationale konkurrence er så stor, er der også en erkendelse af, at man må give sulten tilbage til de unge danskere. Vi har haft det for godt i Danmark, og man yder en større indsats, når man selv investerer i sin uddannelse.«

Hovedparten af repertoiret af offentlige overførsler er røget samme vej som SUen; kontanthjælp, førtidspension, dagpenge osv. er sløjfet og er i stedet erstattet af én samfundsydelse, der bliver udbetalt til de borgere, der ikke kan arbejde.

»For at gøre det simpelt vil der være én form for ydelse til dem, der ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet, og den bliver tilrettelagt efter den enkeltes siuation. Så behøver man ikke spekulere på, at man skal flytte fra den ene kasse til den anden, eller at ydelsen er tidsbegrænset.«

I »Konshøj« er der stadig en gruppe borgere, der har brug for samfundets hjælp – eksempelvis til at få behandling, når de er syge, eller få finansieret deres uddannelse. Det er der plads til, for gruppen er i 2050 langt mindre, end den er i dag.

»Min grundtanke er ikke sådan et samfund, hvor alle er sin egen lykkes smed. Man sørger for de svageste, men de svageste er bare ikke så mange, som man gør dem til i dag ved at klientgøre og umyndiggøre dem. Jeg tror, at det vil være mindre end ti procent. Man skal sparke folk meget mere i rumpetten, end man gør i dag, for vi er blevet for dovne i Danmark.«

I familien C bor tre generationer sammen. Bedstemor C skal løbende til tjek for sin sygdom, men udviklingen inden for telemedicin betyder, at det sker via en fladskærm derhjemme, så hun ikke behøver at møde op på hospitalet. Hun kunne sagtens flytte på plejehjem, hvis hun ville. De drives privat, så borgerne selv kan vælge, hvor de vil lægge deres penge, og hvilken service, de vil betale for. Det samme er tilfældet med hjemmehjælpen.

Men med bedstemor i huset var det nemt for familien C at få dagligdagen til at hænge sammen, da børnene var små. Som så mange andre børn i »Konshøj« gik de hverken i vuggestue eller børnehave, men blev passet derhjemme.

»Jeg tror, vi vil vende tilbage til ikke automatisk at sende vores børn i institutioner, for med nye familiemønstre, hvor bedsteforældre eksempelvis tager over, giver det familierne fleksibilitet i hverdagen. Og det er virkelig den knappe ressource for karrierefamilier med børn i dag.«

Lillesøster i familien C går i dag i 6. klasse i folkeskolen, der stadig er offentlig. Folkeskolen er om noget det nationale samlingspunkt, hvor børn og unge fra alle samfundskroge bliver introduceret til fælles værdier. Lillesøster C er i skole flere timer om ugen, end skolebørn er det i dag – og også flere timer, end der er lagt op til i den nye folkeskoleaftale – for det er nødvendigt for at opnå et tilstrækkeligt højt uddannelsesniveau i Danmark.

Siden 1. klasse har hun og klassekammeraterne løbende været igennem test, der måler deres niveau i de forskellige fag. Og da hun og et par andre sakkede bagud med matematikkundskaberne, kom de hurtigt efter det, for der blev med det samme sat en ekstra lærer på i matematiktimerne. Hendes veninde, der havde svært ved at lære at læse, fik tilbudt ekstra læseundervisning om eftermiddagen.

»Vi kommer kun til at konkurrere på ét parameter i fremtiden, viden, så folkeskolen vil handle om faglighed, faglighed og faglighed.«

Familien C sidder midt i morgenmaden. De har hver især en tablet eller smartphone i hånden, for det er den måde, de holder sig opdateret med nyhederne. Papiraviser eksisterer ikke længere. Dagens overskrift går på åbningen af et nyt superfængsel i »Konshøj«.

Udlændinge fylder i dag langt mindre bag tremmer end tidligere, fordi Danmark har indgået bilaterale aftaler med en række lande, så tyvebander fra Rumænien, Polen og Lituaen nu straks sendes tilbage til deres hjemlande, når politiet har snuppet dem på dansk jord. Alligevel har der været behov for nye fængselspladser i takt med, at de kriminelle idømmes længere domme.

»I 2050 gør man op med det pladderhumanistiske hensyn. Hvis man virkelig har begået hård kriminalitet, så må man ind og bure den i meget længere tid. Og så må samfundet bruge de ressourcer, det koster.«

Midt på familien Cs spisebord flyder lidt kontanter – ikke kroner, men euro – for Danmark har for længst tilsluttet sig den fælles europæiske valuta. Væksten og velstanden er tilbage i Europa i kølvandet på de mange nye frihandelsaftaler, som EU har indgået, først med USA og dernæst en række asiatiske lande. Men EU-samarbejdet har fået et andet snit, end vi kender det i dag.

»Befolkningerne har gjort op med det politiske projekt EU og har vendt sig mod det handelsmæssige projekt EU. Der er selvfølgelig behov for fælles europæiske tiltag inden for eksempelvis miljø og klima, men EU vil være fokuseret på økonomisk samarbejde og handel.«

Inden familien C rejser sig fra morgenmaden, falder snakken på dagens folkeafstemning. Det er anden gang i år, at de folkevalgte politikere på Christiansborg har sendt borgerne til de elektroniske stemmeurner. For i 2050 bliver flere prioriteringsspørgsmål lagt ud til folket: Skal det være gratis at gå på museum? Hvor mange udlændinge må komme til Danmark? Hvad skal skatteprocenten lande på?

Der er taget hul på endnu en dag i »Konshøj«. Og tiden må vise, hvor langt hen ad vejen Brian Mikkelsen denne gang får ret i sine visioner for fremtidens Danmark.