Brian Mikkelsen melder sig selv for at køre uden sele

En video, som erhvervsminister Brian Mikkelsen selv har lagt på Twitter, afslører ham i at køre uden sele.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson

København. Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) vil selv kontakte politiet for at gøre opmærksom på en færdselsforseelse, som blev fanget på kamera.

Det skriver han på Twitter ifølge TV2.

- Glemte som det første inde på P-pladsen efter åbningen af få sele på. Dumt og ubetænksomt. Kontakter straks Københavns Politi og betaler bøden, skriver Brian Mikkelsen i et tweet.

Ministeren lagde efter et regeringsseminar lørdag selv en video på Twitter, hvor han fra bagsædet på sin ministerbil fortæller om sin dag.

Flere kommenterede efterfølgende, at han ikke havde sele på. Det får nu Brian Mikkelsen til at melde sin forseelse til politiet.

Bøden for at køre uden sikkerhedssele er 1500 kroner.

/ritzau/