Bredt folketingsflertal vil sætte EU på slankekur

Efter Storbritannien har stemt sig ud af EU, vil et flertal på Christiansborg reformere unionen.

Et flertal på tværs af blokkene i Folketinget argumenterer for at få EU reformeret, så unionen bliver slankere. Scanpix/© Uffe Weng
Læs mere
Fold sammen

København. Et bredt flertal af partier fra begge fløje i Folketinget vil lytte til den stigende EU-skepsis i de europæiske befolkninger og sætte unionen på slankekur.

Venstre-regeringen vil med statsminister Lars Løkke Rasmussens ord kæmpe for at undgå "den sociale union".

- Et EU, der koncentrerer sig om vækst, arbejdspladser, sikkerhed og kontrol med de ydre grænser. Og i mindre grad blander sig i alt fra landenes velfærdssystemer til kvindekvoter i bestyrelser, siger Lars Løkke Rasmussen.

- EU er til for borgerne, ikke omvendt. Det har vi nu et ansvar for at vise i praksis.

Også S-formand Mette Frederiksen lægger op til at reformere hele EU-samarbejdet.

- Det er et slankere EU, forstået på den måde at hvis samarbejdet for alvor skal kunne bruges, så skal vi prioritere de udfordringer, der er her og nu: Lønmodtagerrettigheder, bekæmpelse af skattesnyd og den ydre grænse, siger hun.

- Hvis det europæiske samarbejde bliver brugt på de tre områder, så vil vi se en stigende opbakning til samarbejdet.

De Konservative lægger op til, at et slankere EU indbefatter reformer, der sikrer, at det ikke bliver lige så let at modtage velfærdsydelser som vandrende arbejdstager.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl taler for, at danskerne bør have en folkestemning, når briternes aftale med EU er på plads. Det skal gøre det muligt for danskerne at tage stilling til, om de vil have et mindre omfattende medlemskab af EU end det nuværende.

/ritzau/