Bredt flertal vil effektivisere vandsektor

Efter længere tids forhandlinger er et flertal blevet enige om vilkårene for en ny vandsektorlov. En omfattende effektivisering er på trapperne.

ARKIVFOTO: Efter længere tids forhandlinger er et flertal blevet enige om vilkårene for en ny vandsektorlov. En omfattende effektivisering er på trapperne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Den danske vandsektor står over for en omfattende effektivisering.

Det er resultatet af den aftale, som regeringen har vedtaget med støtte fra samtlige partier med undtagelse af Liberal Alliance.

Aftalen lægger blandt andet op til, at vandselskaberne skal effektiviseres for 1,3 milliarder kroner, ligesom vandselskaberne står over for mindre bureaukratisk arbejde. Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) glæder sig over aftalen.

»Det rene vand er miljøpolitikkens kronjuvel. Og med den her aftale er vi blevet enige om, at vandselskaberne skal holdes på forbrugernes hænder, ligesom vi vil effektivisere sektoren,« siger ministeren til Berlingske Nyhedsbureau og forsøger at uddybe effektiviserings-begrebet.

»Vi skal af med bureaukratiet. Der har været for meget papirnusseri og kontrol, og nu skal vandselskaberne kunne koncentrere sig om deres hovedopgave: At levere rent vand til danskerne,« siger miljøministeren videre.

Aftalen falder godt fem måneder efter, at partierne måtte afbryde forhandlingerne tilbage i december. Det er særlig beskatningen af vandselskabernes overskud, der har martret politikerne. Da man tilbage i 2009 lod selskaberne blive offentligt ejede, ændrede man samtidig deres skattestatus, og det resulterede i en ekstraregning på op mod fire milliarder kroner, som forbrugerne stod til at betale. Det spørgsmål har partierne ikke afklaret endegyldigt, men i stedet er man blevet enige om at iværksætte en »grundig« analyse af skattereglerne.

Også hos oppositionen er man tilfredse med aftalen.

I dag bruger vandforsyningerne alt for meget tid på papirarbejde. Fremover bliver det meget nemmere for vandselskaberne. Jeg er meget tilfreds med, at vi har fået hævet grænsen for hvilke selskaber, der skal benchmarkes, og næsten alle forbrugerejede vandselskaber slipper. Fremtidens kode i vandsektoren bliver samarbejde til glæde for eksport og beskæftigelse,« siger Venstres vandværksordfører, Hans Chr. Thoning.