Bred tilfredshed med ny psykiatriaftale

Der er tilfredshed på tværs af partierne med den nye aftale på 2,2 milliarder kroner til psykiatrien.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er stor tilfredshed på tværs af partierne med den nye aftale om satspuljen på psykiatriområdet, som alle partier med undtagelse af Enhedslisten er blevet enige om fredag aften. Partierne er således blevet enige om at tilføre psykiatrien 2,2 milliarder kroner fra satspuljen i årene 2015-2018. I regeringens udspil var der oprindeligt afsat 1,6 milliarder kroner.

I Venstre kalder man det »en god aftale for psykiatrien«:

»Venstre har fået flere markante aftryk, og jeg er glad for, at vi fik presset regeringen til at opprioritere hele indsatsen på psykiatriområdet, så der nu bliver afsat endnu flere penge, end regeringen lagde op til,« siger Sophie Løhde (V), sundhedsordfører for Venstre, i en skriftlig meddelelse.

Venstres psykiatriordfører, Jane Heitmann (V), glæder sig over, at indsatsen i forhold børn med psykiske lidelser får et særligt fokus.

»Vi skal sikre bedst mulige forhold for børn og unge, der har en psykisk lidelse, og vi ved, at eksempelvis informationsniveauet til børn og unge om behandlingen har haltet enormt. Derfor er jeg meget glad for, at vi har fået indskrevet, at børn og unge i højere grad skal have mere information i et sprog, som de forstår. Det har også længe været et ønske fra Børnerådet,« siger Jane Heitmann.

I Dansk Folkeparti glæder psykiatriordfører Liselott Blixt (DF) sig også over, at der nu kommer mere fokus på børn og unge.

»Børn og unge mister så meget af deres skolegang og har svært ved at inkluderes. Nu håber jeg så blot, at regionerne sammen med kommunerne laver nogle gode løsninger,« siger hun.

Liselott Blixt understreger dog, at hun gerne havde set flere permanente midler blive afsat »nu og her« samt »færre penge til mursten«:

»Men desværre kunne vi ikke rykke regeringen yderligere,« siger hun.

SFs hovedkrav til psykiatriforhandlingerne har været massiv satsning på uddannelse af sygeplejersker og flere fysioterapeuter og ergoterapeuter. Begge dele bliver nu til virkelighed, fortæller psykiatriordfører Özlem Cekic:

»Det vil utvivlsomt bidrage til sindslidende kan få flere aktiviteter og motion og mindre brug af tvang,« siger hun.

Hun mener også, at pårørende er en vigtigt ressource, der skal bruges bedre.

»Nu kommer der en systematisk inddragelse af pårørende via behandlingsplanerne og særlig indsats i forhold til børn som pårørende. Sindslidende har langt bedre mulighed for at komme sig, når deres pårørende og netværk inddrages og betragtes som en vigtig ressource. Derfor er det utrolig glædeligt, at den systematiske inddragelse nu bliver til virkelighed,« siger Özlem Cekic i en skriftlig kommentar.

Psykiatriaftalen sikrer blandt andet, at der fremover vil være flere penge til at sikre kortere ventetider og mere personale i psykiatrien.